Vidundereffekten

Jeg oplever ofte vidundereffekten, når jeg hører og læser om Magnus Carlsen. Altså ham den unge, norske fyr, som er verdensmester i skak. Det virker næsten overnaturligt, det han kan.

Det sker også, når jeg for eksempel står midt i en kæmpe domkirke.

Inden jeg selv skulle føde min først søn, så jeg en fødselsvideo, hvor jeg blev overmandet af en følelse af ærefrygt. Dét kom faktisk bag på mig, som egentlig bare ville se videoen af informationsårsager (skal dog ikke udelukke at hormoner kan have haft en indflydelse…)

Og med alderen er jeg også begyndt at lægge mere og mere mærke til den, når vi er i naturen. Når jeg oplever brede vidder, glinsende alper, et kæmpe hav, en stjernebesat himmel eller ukendte landskaber.

Den opstår, hver gang jeg ser en regnbue, når jeg bliver revet med af en ballet, når månen ser unaturligt stor og rund ud, og når jeg ser en flot solnedgang.

Følelsen af ærefrygt og respekt, når vi oplever noget, som er næsten overmenneskeligt. Fascinationen vi mærker, når vi møder nogen, der kan noget helt ekstraordinært. Den der følelse af forundring og forbløffelse over, hvordan noget kan lade sig gøre. En aha-oplevelse, en ja – magisk eller næsten spirituel fornemmelse.

En følelse som vi måske husker fra vores barndom, når vi så sne.

Jeg har været fascineret af konceptet ‘vidundereffekten’, lige siden jeg først læste en lille manchet omkring bogen ‘Förundranseffekten’, skrevet af svenske Sarah Hammarkrantz og Katrin Sandberg. Det er nemlig tilsyneladende et ret stort og populært koncept i Sverige for tiden, og jeg er lidt overrasket over, at det endnu ikke er kommet til Danmark. Bogen er endnu ikke oversat til dansk endnu.

Forskning inden for vidundereffekten er relativ ny, og er sket inden for de seneste to årtier. Men det er interessant forskning, fordi denne følelse siges at have overraskende mange positive effekter på vores velbefindende. Det er ikke kun en forbipasserende følelse, men et effektivt boost på mange områder.

Opsøg vidundereffekten

Det er vidundereffekten, vi opsøger, når vi rejser til nye lande. Eller når vi køber billetter til at blive forbløffet i Cirque du Soleil.

Ligesom det japanske ‘skovbadnings’-koncept, breder der blandt andet arrangede ‘Awe Walks’ i USA, med det formål at få folk, især de ældre, til at komme ud og få humøret til at stige.

Hver awe walk – vidundergåtur – skal være på mindst 15 minutter. Det skal helst ske et nyt sted hver gang, og meget gerne i et smukt og stort område. Det vigtige er, at være opmærksom på dine omgivelser. Ikke noget med at tjekke skridttælleren eller kigge på en lysende firkant i din hånd imens. Vil du vide mere om hvordan du får mest ud af din Awe Walk, kan du finde en vejledning her.

At være åben over for at prøve noget nyt er en vigtig forudsætning for oplevelsen. Du skal lidt ud af komfortzonen, for det er dér, at magien virkelig sker.

Positive effekter

Det giver ikke bare en lykkefølelse her-og-nu, når man lader sig betage af vidundereffekten.

Det har længe vist sig at højne kreativitet og reducere stress. Den inspirerer og styrker moden til at prøve nye ting.

Den styrker også følelsen af ydmyghed, i og med at vi bliver bevidste om vores egen størrelse i forhold til verden. Dette er et begreb som bliver kaldt ‘small self’. Dette bliver især udtrykt, når man ser på de deltagere, der var med i dette studie. Studiedeltagerne blev bedt om at tegne selvportrætter samt tage selfies undervejs i forløbet. Jo længere tid, de deltog i studiet, jo mindre fyldte de på billederne i forhold til baggrundene.

Studiet viste også, at deltagerne over tid oplevede en stigende følelse af pro-sociale følelser. Dette tæller blandt andet en moderat, dog tydelig øgning i empati og taknemmelighed, samt mere generøsitet og mindre egoisme.

Sidst, men ikke mindst, virker det til at skabe en følelse af tidsrigdom. Jeg tænker, at der er det samme på spil, som jeg skriver om i dette indlæg med tips til at få sommerferien til at føles længere. Ved at fokusere på omgivelserne, ved at lade sig stimulere, går hjernen over i system 2, hvor den tænker langsomt. Når hjernen skal fordøje mere, føles tiden strukket ud.

Effekten af, at opleve noget vidunderligt har altså noget af en vidunderlig effekt på os.

Lige nu kan vi opleve vidundereffekten alle vegne, mens bladene skifter farve. Vi kan også opleve den når vi ser en solnedgang, eller en regnbue.

Hvad oplevede du sidst, da du mærkede vidundereffekten?

Læs mere:

2 Comments

  1. november 1, 2020 / 8:55 am

    Stå på en alpetop, gå en tur i skoven, sejl ud på havet – Vidunderligt er netop hvad det er. Ikke underligt, at fx stressramte, anbefales uendelige lange gåture i naturen.

    • Elizabeth
      Forfatter
      november 1, 2020 / 9:00 pm

      Ja, det er virkelig fantastisk, hvilken betydning det har at komme ud i naturen. Vi er så urbaniserede at man helt kan glemme følelsen af storhed. Altså, jeg kan også nyde en smuk udsigt over en storby, især fx fra toppen af Eiffeltårnet eller Empire State building, men lydene, duftene i et naturlandskab er helt magiske.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.