Uge 21: Verdens bedste rosé og refleksioner om det at holde dagbog


Favoritindlæg, Ugedagbog / Sunday, May 26th, 2019

En opsummering af de seneste 168 timer – en dagbog af minder som jeg gerne vil gemme, og de nye tanker og små læredomme jeg har tilegnet mig i løbet af ugen.

Den seneste uge er virkelig forsvundet som dug for solen. En uge i lavt gear, hjulpet på vej af lummert vejr og en grå himmel, som ikke indbød til nævneværdige eventyr.

Selv, da jeg fredag skulle registrere hvad min arbejdstid var gået med i løbet af ugen, måtte jeg virkelig anstrenge mig, for at huske hvad jeg havde lavet. Meget har været præget af skift og overgange mellem opgaver – tid, som altid er lidt svær at kvantificere og for alvor kategorisere under den ene eller den anden opgave. Hvordan kategoriserer man ‘omstilling af hjernen’? Især, hvis tankerne sværmer om andet end lige det arbejde, som man egentlig er i gang med. Den er lidt svær. Så når jeg registrerer min tid, må det ‘rundes op’ til den nærmeste hele. Den nærmeste kategori.

Men her er, hvad jeg kan huske:

Verdens bedste rosé

Jeg deltog i fredagsbar. Det lyder måske ikke revolutionært, men det er det lidt for mig, for det er normalt ikke en luksus jeg tager mig. Det er måske 2. gang, at jeg er til fredagsbar i de 2½ år, jeg har været ansat i dette firma. Fredag er som regel helliget fredagshygge med børn, men denne gang blev fredag til en drengeaften derhjemme.

Hvorfor så fredagsbar lige denne gang? Tiltrækningsstykket var, at der var arrangeret rosésmagning denne aften. Og det er ikke hvem som helst, der har arrangeret det, men direktøren, som efter sigende skulle være noget af en vinafficionado, og deltager jævnligt i DM i vinsmagning. Så aftenen bød på rosésmagning, hvor det var garanteret at det ville være blandt nogle af de fineste – inklusive den, der senest er blevet kåret som verdens bedste rosé. Inden for relativt kort tid skulle der smages på 4 franske vine, for at stemme om den bedste og derefter vinde en flaske af favoritten med hjem.

Det var altså virkelig hyggeligt. Og ved du hvad, der var enighed om, at der var en rosé, som var endnu bedre end den, som ellers senest var blevet kåret som verdens bedste. Vinderen til vores fredagsbar blev Croix du Sud – Le Loup Bleu

Musikken var høj, roséen flød, og lørdag… kan du måske nok godt gætte dig til, hvordan blev. På trods af et ærligt forsøg på at tanke op med vand og rugbrødsskiver, var dagen alligevel præget af hovedpine og lav energi hele dagen. Ærgeligt for mig, men jeg tror at familien nød godt af, at mor her ikke stod med pisken og krævede, at vi skulle ud af døren. Der blev vist fyldt op på alle skærmtidskonti den dag. Heldigvis var jeg 100% klar med pisken i dag, søndag – der blev ryddet op, støvsuget og gjort rent til den store guldmedalje. Det sker alt for sjældent, men der er ikke noget mere fantastisk, end at starte ugen med et rent hjem. Aaaah.

Hvis det ikke havde været for rosésmagningen, ville en uge som denne hurtigt forsvinde fra min hukommelse.

Sådan må det være engang imellem. Nogle uger er til, for at de andre uger skal hænge sammen. Det er næsten uundgåeligt.

Hvorfor overhovedet skrive dagbog?

Når jeg så alligevel vælger at skrive om ugen, så er det for at strække tiden. For at være i fortidsnuet, lidt endnu, inden jeg slipper ugen helt og gør mig mentalt modtagelig til fremtidsnuet.

Det slår mig, at jeg ikke har forklaret, hvorfor jeg overhovedet begyndte at skrive disse ugentlige dagbøger. Det er snart ikke kutymen mere at bruge blogs til det, selv om rigtig mange af de første weblogs netop bare var det – dagbøger lagt online. Ofte om alt og ingenting, uden de store strategier om hvordan man kunne gøre det til en business. Men for at dele tanker, og ikke mindst for at connecte med andre derude. Jeg skrev også dagbog, både som barn og på nettet, inden Facebook kom til.

Når jeg gør det i dag, er det af flere årsager:

  • For at strække min tid ved at tænke tilbage på den, ære den på en måde. Føle taknemmelighed over de ting, jeg har lavet og ikke tage min tid for givet.
  • For at træne det at skrive – at komme i en rutine, træne sproget så det kan blive mere flydende når jeg har noget virkelig vigtigt at sige.
  • For at løfte sløret for, hvordan en persons tid kan se ud i dag. Lidt ligesom de bidrag der kom, da Nationalmuseet i 1992 og 2017 samlede dagbogssider for én dag. Tænk, det indblik de fremtidige generationer får, når de kigger tilbage.
  • Som en dagbog til mig selv, når jeg en dag er blevet gammel. Og som en dagbog til mine børn, så de har kontekt og historie i deres mors dagligdag.

Skriver du selv dagbog?

PS:

2 Replies to “Uge 21: Verdens bedste rosé og refleksioner om det at holde dagbog”

  1. “Det er snart ikke kutymen mere at bruge blogs til det, selv om rigtig mange af de første weblogs netop bare var det – dagbøger lagt online. Ofte om alt og ingenting, uden de store strategier om hvordan man kunne gøre det til en business.” – Du har så ret! Jeg har været i ‘blog-gamet’ i mange, mange år efterhånden, og det har godt nok forandret sig meget. Jeg må indrømme, at jeg ofte savner den måde, tingene plejede at være på. Jeg savner det personlige, det sårbare, “hverdagstrivialiteterne”, og hvordan blogs blev brugt netop som en form for dagbog, man ville kunne se tilbage på senere, og tænke, “Gud, ja, det var sådan, jeg havde det – og det, jeg oplevede.” Blogging er blevet en branche, og bloggere et brand, og det er nok en naturlig udvikling (og én, som jeg ikke som sådan er imod) – jeg synes bare, at der er noget helt særligt, der går tabt i den process, hvor alting pludselig drejer sig om SEO, osv.

    Jeg skrev selv meget dagbog som barn/ung, og det er godt nok sjovt at læse nu. Jeg begyndte at blogge i 2002, hvor jeg brugte bloggen, som en dagbog, og nogle gange får jeg lyst til at kaste mig over “the way back machine” – selvom, jeg ved, at jeg vil finde de fleste af mine teenagetanker totalt tåkrummende.

  2. Ja, man kan tydeligt mærke, når en blog kun har til formål at tiltrække læsere – når sproget bliver kluntet og repetitivt fordi formålet tydeligvis bare er at blive fundet af en søgemaskine. Jeg gider slet ikke læse med, når jeg kan fornemme at der er skruet op på alle SEO-tangenterne. Fair nok, at man tænker SEO lidt ind, for at få gang i bloggen. Men de bloggere jeg følger, og som har rigtig mange, andre følgere, er som regel nogle, som formår at tiltrække og holde fast i deres læsere, fordi de skriver personligt. Jeg tror, de fleste har det sådan.

    Dengang jeg opdagede blogverdenen, da *elskede* jeg, at der pludselig var indblik i andres liv. Hvordan så hverdagen ud hos andre? Jeg elskede triviliateterne, som jo var dét, der gjorde at jeg identificerede mig med andre. At føle, at man kunne følge med på samme måde som man kunne med ens veninder – selv om man faktisk ikke kendte den, der skrev. Man var sammen om vasketøjsdagsbanaliteterne. Tingene var i real-time, i modsætning til bøger og magasiner. Det var så nyt.

    Men – mine teenagedagbøger (dem, der var lavet af papir og med en lille hængelås og nøgle og det hele) blev dog smidt ud på et tidspunkt, da jeg blev enig med mig selv om, at jeg aldrig ville blive rigtig glad eller synes det var rigtig sjovt at huske tilbage på de tåkrummende år. Måske vil jeg fortryde det senere, men indtil videre har jeg ikke.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.