En opsummering af de seneste 168 timer – en dagbog af minder som jeg gerne vil gemme, og de nye tanker og små læredomme jeg har tilegnet mig i løbet af ugen.
Vidste du, at når du har fri på en fredag og iøvrigt har fyraften som de fleste i løbet af torsdag eftermiddag – så er det strengt taget kun en halv uge, du har været på arbejde – og du har også haft fri en hel, halv uge?
Og det er rigtigt nok: For hvis man beregner mandag kl 6 om morgenen som starten på ugen (og det gør jeg i hvert fald, mentalt), så er du 50% igennem ugen når der er gået 3,5 døgn – altså, når kl er 18 om torsdagen. Jeg synes, det er lidt interessant at tænke på. Den sidste uge har jeg altså haft 50% ferie.
Mens jeg skriver dette, er jeg rød som en krebs og helt nede i gear, og vil helst ikke indse, at det desværre allerede er mandag i morgen.
Igen denne søndag kan jeg knap nok huske, hvad ugens første dage gik med – ud over, at min søn skulle have taget en blodprøve, som efterlod ham lettere traumatiseret efterfølgende. Og derudover var det vist bare den sædvanlige rutine – morgenrutine, afleveringsrutine, transportrutine, arbejdsrutine og så hentningsrutine, middagsrutine og putterutine. Det hele i en pærevælling.
Torsdag: pigeaften med arbejdet
Men til gengæld har der været drøn på allerede fra torsdag eftermiddag, hvor pigerne på mit arbejde sammen marcherede hen til Social Foodies for at få et kursus i at lave flødeboller. Marcipanbundene var allerede udstukket, ligesom skummet var forberedt i sprøjteposer, og vi slap for selv at skulle temperere chokolade – det blev i stedet hentet fra en chokoladevandhane, som egentlig gerne måtte bo i mit køkken….
Jeg synes normalt, at jeg er ret ferm til sådan noget med kager, krea og søde sager, men mine evner skuffede mig denne gang. Pæne blev mine flødeboller ikke.
Med mindre man godt kan lide meget rustikke og skæve flødeboller. For så var de pæne. Meget. Se selv:
Og chokoladen knækkede som den skulle, når man bed toppen af, skummet var lækkert og luftigt og bundene af marcipan – som i min mening er det eneste rigtige i en flødebolle.
Efter flødebollekurset tog vi hjem til en kollega, som har det mest charmerende, lille hus på Amager, med direkte adgang til en lille, hyggelig have fra spisestuen. Her drak vi rosé, rødvin, G&T, bobler og øl, mens aftensmaden bestod af tapas af varierende autenticitet… men lækkert var det, og mæt blev jeg.
Det var simpelthen sådan en hyggelig aften, og en dejlig måde at opdage, at det faktisk er en rigtig fin kvindegruppe, der har samlet sig i vores virksomhed. Man finder ud af, at dem man ikke nødvendigvis samarbejder så godt med, sagtens kan være ultraforstående og åbne når man ses i en så anderledes situation.
På et tidspunkt sad jeg i en havestol og tiltede hovedet tilbage da det begyndte at blive aften, og himlen var samme farve som de rosa og gyldne drikke i vores glas. Det var så smukt, der var lunt og der var tæpper og lanterner… stemningen var fin, og der var simpelthen så hyggeligt. Jeg ville ønske at min telefon på det tidspunkt ikke lå langt væk og i gang med at blive ladt op, for jeg ville rigtig gerne have haft et billede i dag, af den fine himmel, af de søde piger. For lige at strække det gode minde lidt.
Fredag: en regnfuld Store Bededag
Dagen efter – Store Bededag – regnede det jo hele dagen som bekendt. Det regnede og regnede og regnede, og jeg var så glad for, at netop den dag var der ikke nogen planer overhovedet.
Det meste af dagen fladede vi ud, eller trissede rundt uden de store formål, mens min krop snurrede oven på min sene sengetid og den noget større mængde vin end jeg længe har haft indenbords, Men efter frokost tog jeg og min yngste dreng regnbukser, regnjakke og gummistøvler på og gik udenfor med det eneste formål at gå ud og kigge på snegle og regnorme.
Jeg ved ikke, hvor udbredt denne beskæftigelse er generelt, men det skal lige siges, at det ikke er en aktivitet som jeg har gjort mig i før. Jeg går normalt udelukkende ud i regnen hvis jeg er absolut tvunget til det, og det der med regnorme og snegle er normalt kun noget som vi kigger flygtigt på, på vej hjem fra børnehaven.
Men mit næste lykkehack – Lykkehack #2 – handler om at slippe indendørslivet og komme ud i naturen så meget som muligt. Jeg kommer til at uddybe det mere i næste indlæg, men i korte træk lader jeg mig blandt andet inspirere af bogen ‘The Nature Fix’, som undersøger hvordan det, at opholde sig i naturen, gør en kæmpe forskel på ens humør.
Så som led i test af lykkehack, blev der løbet gennem vandpytter, kigget tæt på dræbersnegle, og da jeg begyndte at blive småkold fandt vi læ i den lokale planteskole som var i fuld flor, og hvor min dreng aede bladene på mimosa-planter, og spurgte til stort set enhver plante han gik forbi, fra kaktuser til lammeører – ‘Mor, stikker den der? Og den her? Hvad med den der? Stikker den der, mor? Og hvad med den, stikker den?’
Det gjorde godt med et varmt bad, da vi kom hjem.
Dagen efter bød på en mere tør og meget rolig dag, med løbende oprydning i hjemmet (især i udestuen, hvilket var temmelig tiltrængt og påvtide!) og om eftermiddagen, var vi en tur på legepladsen. Jeg fik også sat nogle ting til salg, og den ene sag blev solgt inden for 2 minutter – ferier er tilsyneladende det tidspunkt, hvor alle har tid til at holde et skarpt øje med deres feed på Reshopper.
I går, søndag – miniferiens sidste dag – havde min mand behov for at tage nogle timer til at få færdiggjort noget arbejde, og med The Nature Fix som omdrejningspunkt gav jeg drengene valget mellem 2 muligheder ude af huset: Stranden eller skoven?
Strandtur
Begge var friske på en strandtur, og en tur som jeg forventede ville tage et par timer endte faktisk med mange timer.
Jeg havde helt glemt, hvordan den bløde sand og lyden af bølgeskvulp kan blødne og overdøve lyden af to drenge, der leger tagfat. Vi fik smidt strømper og skoene, mærket sandet under fødderne, spiste en kæmpe Hansen’s is og lod den gavmilde sol varme vores kroppe helt ind til marven.
Vi drog hjem i metroen alle tre og mærkede en søvnig og tung, helt sommerferieagtig følelse i kroppen. Den mindste faldt i søvn i klapvognen selv om det snart er længe siden, han har haft brug for en lur.
Tænk, at man kan blive så søvnig og impulsmættet af at kigge efter muslingeskaller og fine sten, at dyppe tæerne, at løbe op og ned af sandbakker og at blæse på en million pusteklar mælkebøtter.
