En opsummering af de seneste 168 timer – en dagbog af minder som jeg gerne vil gemme, og de nye tanker og små læredomme jeg har tilegnet mig i løbet af ugen.
“Ingenting”, svarede jeg, da jeg fredag ved frokosttid blev spurgt om hvad jeg skulle her i weekenden.
Vi havde intet planlagt, og det har jeg det altid en smule ambivalent med, men nogle gange kommer og går hverdagene så hurtigt, at weekenden står for døren inden vi selv føler at vi er kommet ordentlig hjem. Som en god, men uventet gæst, der står klar i sit stiveste puds, mens vi knap har fået rygsækken af skuldrene og redt strabadserne ud af håret.
Men bare fordi, at man ikke har planer, så er det ikke endbetydende med, at man så laver ingenting. Det er, i min erfaring, umuligt i en børnefamilie. Og jeg fik faktisk lavet en hel del. Jeg fik nemlig fjernet uanede mængder mælkebøtter fra vores græsplæne.
I går, lørdag, fortalte min mor mig ellers i forbifarten, at min onkel og tante skulle spille musik på en café ved Lyngby sø her i dag, og jeg nåede at glæde mig til at sidde ude med en øl og snacks til synet af vand og lyden af min familie. Kun få timer før det skulle gå i gang, blev det aflyst på grund af for meget blæst. Æv.
Selv om jeg fejrede mors dag ved at uddelegere en håndfuld huslige pligter, så havde jeg alligevel selv været helt god til at vaske op, ordne vasketøj, rydde op på børnenes værelser og handle ind om formiddagen. Så da jeg hørte om aflysningen stod jeg pludselig selv med en lidt lang næse og var helt klar til fest, uden at have en fest at tage til.
Energien blev i stedet kanaliseret over i at få sat min mand i gang med at hænge et spejl op i entréen, som bare har stået lænet op ad en væg, sådan i den casual stil, på nogle ustabile skokasser i månedsvis, og pirret min frygt for glassplintre når skoene kom af i entréen. Det var så dejligt, at få det op at hænge. Hvem ved, hvornår det var kommet op, hvis ikke den koncert havde været aflyst?
Det kom lidt som en indskydelse at gå i gang med mælkebøtterne, da jeg tvang drengene ud i haven. Jeg og familien er nemlig ikke nemme at underholde udendørs, og det der med at nyde naturen skal helst foregå når der hverken er birk- eller græspollen i luften – og hverken for varmt eller for koldt.
Men når nu vi lige havde nogle af de der magiske dage uden pollen i luften, måtte det udnyttes. Ud og lege. Ud og hænge vasketøj op. Ud og fjerne mælkebøtter.
Og så stod jeg ellers med mælkebøttefjerneren i vores baghave og fjernede mælkebøtter – ligesom jeg havde gjort det dagen før. For de der mælkebøtter… de er lidt genstridige. De dukker jo bare op dagen efter igen. Så det er som at skovle sne i snevejr. Eller rydde op efter børn 😉
Men – der er noget undervurderet og vildt tilfredsstillende, ved at vride en god mælkebøtte med en ordentlig rod ud af jorden.
Og så det, at se mine drenge gå fra flere lags tøj og termojakker, til at få varmen så meget af løb og solskin, at de sidst på eftermiddagen løber rundt i undertøj og gummistøvler og blæste sæbebobler.
Det føles lidt som sommer.
