Uge 18: Sne og sol i maj måned


Senest, Ugentlig dagbog / Sunday, May 5th, 2019

En opsummering af de seneste 168 timer – en dagbog af minder som jeg gerne vil gemme, og de nye tanker og små læredomme jeg har tilegnet mig i løbet af ugen.

Lørdag morgen var en let surrealistisk morgen. Så du det, da det så sådan her ud?:

Udsigten fra vores vindue, lørdag morgen

Jeg kan love dig for, at det gik stærkt med at hive kameraet frem.

For faktisk var sneen ikke det eneste bemærkelsesværdige ved morgenen; det var også, at jeg nær havde misset denne oplevelse, da ham den 3-årige helt atypisk sov helt til kl 8:45. Jeg måtte af sikkerhes skyld tjekke, at han trak vejret, men han lå lige så fint i fuldkommen uvished omkring det småmagiske morgensyn, som han jo så gik glip af.

Bortset fra det, så har ugen bl.a. budt på lægeaftaler til den ene side og den anden side med drengene. Intet alvorligt, men stadig vigtigt, og for hver gang er jeg nødt til at tage ca en halv dag ud af kalenderen for at hente, transportere, vente, gennemføre lægebesøget og så tilbage igen. Jeg syntes virkelig, at overgangen tilbage til arbejde er svær efter sådan nogle ture, dels pga helbredsbekymringer, og dels fordi den daglige rutine på den måde bliver brudt ret skævt.

I onsdags havde jeg skolebarnet med på arbejde, når nu skolen havde lukket men min arbejdsgiver desværre ikke kunne se den samme ide. Det er meget hyggeligt at kunne vise sin lækre unge frem, men igen ikke det, der fremmer produktiviteten allermest.

Ved du, hvad noget andet er, som ikke fremmer produktiviteten så frygtelig meget? Det er, at vride ryggen, når man løfter en lidt for tung dreng op fra en klapvogn, så man er nødt til at trippe med korte skridt resten af dagen og holde ryggen *helt* rank. Det er vist verdens budskab til mig om, at jeg er ved at blive gammel. Eller at min søn er ved at være for stor til at jeg løfter ham ud, selv om det er en god måde at stjæle en krammer fra ham på. Han kan trods alt sagtens selv kravle ud. Rygvridningen skete i torsdags, dagen efter jeg var startet på at afprøve #lykkehack nr 1, som kræver, at jeg bevæger mig rundt i 12 minutter. Heldigvis havde jeg jo en Plan B, hvor jeg lavede samme øvelse på Facebook, men jeg havde ikke lige forestillet mig, at den skulle tages i brug så tidligt i forløbet. (Læs her, hvordan det endte med at gå – om det fungerede for mig og hvad jeg kunne bruge lykkehacket til.)

Fredag og lørdag var derfor mest overlevelsesdage, hvor ambitionerne forblev små og kun de mest nødvendige; arbejde, indkøbtur og en tur på biblioteket med den yngste.

Når man tænker tilbage på en rum tid og tænker: “hvor blev tiden af?”, så betyder det i virkeligheden, at man ikke har udnyttet tiden til at fylde den op med mindeværdige oplevelser – og derfor kan man ikke huske den.

Jeg lå med denne lette utilfredshedsfølelse lørdag aften, men måtte erkende, at nogle gange, så er disse korte dage bare nødvendige. For ind imellem er der nogle omstændigheder – fx en omgang hold i lænden – som gør, at man må overgive sig til tidens forbifart, for igen at kunne gøre de ting, man gerne vil huske. Og helt ærligt, så er det ikke sikkert, at dagen havde været mere mindeværdig hvis jeg havde nået det vasketøj, opvask og græsslåning som jeg havde planlagt. Hvis jeg tager fejl, kan jeg trøste mig med at det heldigvis ikke rendte nogen vejne.

Ugen endte dog heldigvis rigtig fint med en frokost med grillmad og virkelig hyggeligt selskab. Det blæste koldt, men himlen var blå meget af tiden, med flagrende hår og kjoler fra trampolinhoppende børn og en god stemning.

Så når jeg tænker nærmere over det, så har ugen været ret så fin alligevel.

Smuk udsigt til hoppende børn, taget fra vores bekendtes hus. Som de iøvrigt selv har tegnet. Hvor fedt er det lige?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.