7 hverdagsting, som jeg sparer tid på ikke at gøre

På en af de strålende solskinsdage for ikke så mange uger siden, stod jeg på terrassen og spiste frokost sammen med min guddommeligt smukke kollega. Mens solen kyssede vores hud, nævnte jeg, at jeg heldigvis havde fået smurt solcreme på.

‘Gør du det ikke hver dag?’, spurgte min kollega.

Indrømmet – nej. Det gør jeg ikke.

I hvert fald ikke hver eneste dag, selv om jeg godt ved, at det er det budskab man hører fra medierne. Tværtimod.

Og det er ikke bare solcremen, jeg ikke tager på hver dag. Det er også det meste andet, som hører ind under en klassisk skønhedsrutine, som jeg har skrællet ud af mit liv.

Jeg plejer min hud efter behov, så at sige. Jeg har sjældent makeup på, men renser den nænsomt, de aftener hvor jeg har. Jeg dupper kærligt serum og fugtighedscreme på, hvis den føles tør i vintermånederne. Jeg masserer solcreme på, når der, som den dag, er høj sol.

Men allerhelst vil jeg gerne lade min hud være helt i fred, og i stedet drikke masser af vand, spise grønt og begrænse mit alkoholindtag. Og så tage hat på.

Jeg har forsøgt med alt fra Body Shop i ungdomsårene til Clinique i de senere år, og har fundet ud af at i mit tilfælde, så er den bedste skønhedsrutine blot at skylle grundigt med vand, når jeg alligevel er i bad. Og jeg eksfolierer min hud, når jeg tørrer den med håndklædet.

Er min hud perfekt? Nej. Den er vel gennemsnitlig for en i min alder, for jeg har stadig fregner og synlige ar fra skoldkopper. Men det betyder ikke noget for mit selvværd. Jeg får heller ikke længere rødme, rifter og bumser, efter endnu en gang at have været for hård mod min hud – uanset, hvor milde produkterne siges at være. Og det er godt nok for mig.

På terrassen fornemmede jeg en stille skepsis.

‘Det sparer i hvert fald rigtig meget tid!‘, udbrød en anden kollega så, som stod ved siden af og overhørte samtalen.

Og det er egentlig denne kommentar, der inspirerede mig til at skrive dette indlæg. For ja, jeg skræller meget tid fra morgenerne, som jeg tænker, samlet set, må løbe op i mange dage i løbet af livet.

Ind imellem bliver jeg inspireret til at overveje, om jeg ikke skulle starte den øvelse at stå 15 minutter op før, så jeg havde tiden til at gennemføre en lækker skønhedsrutine, så jeg kan ende med den helt airbrushed hud som jeg ser omkring mig. Det ser så glamourøst ud på film. Med dufte og ansigtsmassage og en lækker, let makeup. Men sandheden er denne:

Det er ikke, fordi jeg ikke kan finde tiden til at starte en skønhedsrutine. Det har bare ikke nogen høj prioritet hos mig.

Hvis man føler velvære ved den rutine, så synes jeg at man bare skal fortsætte. Men for mig er det i sidste ende bare ikke noget, jeg gider at bruge tid på.

Det fik mig derfor til at tænke på, hvilke andre hverdagsrutiner, som er idealet og som jeg ser gennemført hos andre – men som jeg har valgt fra i mit eget liv.

Flere ting, jeg ikke gider at bruge min tid på:

  • At redde seng. Det er lækkert ved sengetid at smyge mig ind på et silkeglat lagen, og de der sekunder om dagen, hvor jeg rent faktisk kigger på en redt seng er da også en nydelse. Men der er ingen andre, der ser vores seng i vores almindelige hverdag. Så det er kun, når jeg skifter sengetøj, eller når der kommer gæster, at det sker. Iøvrigt sover min mand altid længere end mig, så det ville være fjollet kun at redde min side af sengen. Sidst, men ikke mindst: vi er flere støvmideallergikere i familien, så det er bare bedst, ikke at redde sengen (Bolius). Så hellere bruge tiden på at lufte ud og støvsuge en gang mere.
  • At stryge tøj. Min mand stryger sine egne skjorter, men min egen garderobe består 99% af tøj, som kan tåle at komme på uden at blive strøget. Eller som alligevel ville se krøllet ud efter at have haft jakken på og af. I stedet bruger jeg et trick, som jeg lærte af min mor, og som min mor i sin tid lærte af min farmor: inden tøjet bliver hængt op til tørre, så tag hvert enkelt stykke vådt, nyvasket stykke tøj og læg det helt fladt på et bord eller bare toppen af vaskemaskinen. Glat folderne ud. Tag så det næste stykke tøj og læg det oven på, og glat det ud – og så det næste og det næste og det næste. Til sidst har du en stak, hvor det største stykke tøj ligger nederst, og de andre tøjstykker presser ned med deres tyngde. Giv det eventuelt 10-20 minutter til rigtigt at ligge og glatte sig ud (hvis der er tid) – og hæng det så op. Ja – metoden tager stadig noget tid, men det tager ca lige så lang tid at glatte en maskine fuld af tøj, som det tager (for mig) at stryge en skjorte.
  • At skrælle frugt og kartofler. Min mor skrællede altid mine æbler og pærer som barn, og jeg mindes ikke at have spist andet end helt hvide, skrællede kartofler da jeg voksede op. Men herhjemme tager vi de nemme kartofler, og vi skræller aldrig frugt. Heller ikke til børnene. Det bliver blot skyllet grundigt. Det sparer ikke bare tid, men de fleste vitaminer findes jo efter sigende iskrællen. Undtagelsen er dog gulerødder. Det smager nu bare bedst uden skræl.
  • At servere middagen på fade. Altså, hvis du kommer forbi en dag, så skal jeg nok love dig, at jeg går all-in med fine fade med pænt udskårne tomater, måske oven i købet med portionsanretninger. Men i vores familie bliver alting altså bare serveret i de gryder og pander, som maden er blevet tilberedt i. Livet er for kort til al den opvask.
  • At finde tøj frem om aftenen til dagen efter. Med mindre det er noget virkelig specielt tøj, som jeg skal tjekke er rent og klart til en særlig anledning, så er det ikke noget, jeg bruger tid på. Helt bevidst, så har jeg valgt ikke at eje en begrænset mængde tøj, og derfor er udvælgelsen ikke så tidskrævende. I stedet venter jeg til om morgenen, når jeg har set vejrudsigten og mærket, hvad jeg egentlig har lyst til at putte på min krop.
  • At tage karbad. Jeg har (også) set masser af film, hvor det der med at tage et langt karbad ser helt lyksaligt ud. Men min realitet er, at det siger mig noget at ligge i et varmt bad med skum op til hagen, selv om jeg har givet det nogle ærlige forsøg. Jeg synes, det tager lang tid at fylde karret op. Og når først det er gjort, føler jeg et pres for at skulle ligge så længe som muligt. Nu SKAL jeg bare nyde det! Men min hud tørrer ud af at ligge i blød i varmt vand, sæbe og shampoorester. Jeg synes det er kedeligt at ligge der. Jeg har prøvet at læse en bog mens jeg er i bad – men jeg har ikke gennemskuet, hvordan man skifter side, uden at den bliver våd. Jeg er helt klart en brusebadspige.

Fortsæt med at have de rutiner, der gør dig glad – fjern dem, som du kan undvære

Der, hvor jeg sparer tid, er måske ikke der hvor det giver mening for dig at spare tid. Ligesom min gudesmukke kollega, synes jeg da at du skal fortsætte med at rense og smøre dig ind i cremer, hvis det er en proces som du finder nydelse i – det er tid, der er godt givet ud. Hvis det giver dig en god følelse af produktivitet at starte dagen ud med at redde din seng, så synes jeg, at det er tid, som er givet godt ud.

Men jeg tænker at det er sundt at overveje, om de ting vi gør, er styret af det, som vi opfatter som idealet. Så hellere træde et skridt tilbage og genoverveje, hvilken kvalitet at øvelsen giver, og hvordan den passer ind med de værdier og prioriteter vi har.

Om tiden er bedre brugt på noget som vi prioriterer højere – lange godnathistorier med børnene, et ekstra glas rødvin med kæresten, en email til en veninde – eller blot til at give luft og margen i hverdagen.

Hvilke rutiner har du – bevidst eller mindre bevidst – valgt fra i din hverdag? Hvad prioriterer du i stedet?

PS:

  • Som du kan regne ud, elsker jeg at gennemtænke vaner og rutiner – som for eksempel vores opvaskerutine
  • Du kan også spare tid i hverdagen med min madplansmetode, så du kun behøver at lave madplan én gang hver 6. uge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.