Sådan finder du indre ro: Bøgerne ‘Zen’ og ‘Tak’ giver hver deres bud

Reklame: Indlægget er en del af årets Readathon, som er arrangeret af Bloggers by Heart og er et samarbejde med People's Press. Her skiftes hver blogger til at anbefale en bog til sommerens læsning. Maria fra Curly Camper skød læsemaratonen i gang i går med to bøger om vandring, mens Helle fra rejsebloggen 5 Fodspor i morgen vil anmelde romanen 'Hvor flodkrebsene synger'.
Sådan finder du indre ro - Tak og Zen

De to bøger, som jeg har fået lov at anmelde, har det til fælles at de begge giver et bud på hvordan man kan finde ro og glæde i en stresset hverdag. Begge har som omdrejningspunkt at der ligger en kraft i at træde ud af hamsterhjulet et øjeblik, for at huske at være glad for det man har i nuet.

Den ene bog, Zen, giver 100 nemme ritualer fra zen-filosofien til at indgyde lidt mere ro og lykke i hverdagen. Den anden bog, Tak, går i dybden med den praksis at være taknemmelig.

Egentlig synes jeg, at er rimelig afklaret med, at jeg aldrig vil kunne nå det hele – og heller ikke behøver det. På mange måder føler jeg, at jeg lever ret slow, ved at tage mig tid til fordybelse, at være nærværende og at være taknemmelig.

Alligevel kan jeg ind imellem stadig bruge input til, hvordan jeg finder tilbage til at føle mig tilfreds. Begge bøger, som jeg her vil anmelde, forsøger at svare på spørgsmålet: Sådan finder du indre ro.

Zen af Shunmyo Masuno

Zen af Shunmyo Masuno - boganmeldelse - sådan finder du indre ro

Jeg har altid været skeptisk omkring ting, der har præg af det åndelige og spirituelle. Jeg har heller aldrig været solgt på asiatiske filosofier, men flirter dog med minimalisme og mindfulness som udspringer derfra. En bog om zen må kunne give mig flere øvelser med samme formål – at opleve fordybelse, nærvær og ro. Når hverdagens rutiner løber løbsk, så tænker jeg, at det ikke kan skade at have en værktøjskasse at hive en øvelse op fra.

Jeg vidste egentlig ikke, hvad jeg skulle forvente ud fra bogens titel. Egentlig synes jeg, at den oprindelige, engelske titel er lidt mere sigende (omend noget længere): ‘The Art of Simple Living. 100 Daily Practices from a Japanese Zen Monk for a Lifetime of Calm and Joy‘.

Omslag med beskrivelse af forfatteren Shunmyo Masuno

Bogen er en samling ideer til små ritualer, skrevet af en japansk ledende zenbuddhistisk præst. Tilmed er han en prisvindende zenhavearkitekt og står altså for at anlægge og undervise i at skabe zenhaver.

Med andre ord drejer Zen sig om vaner, tanker og forslag til at leve et lykkeligt liv. Et skatkammer, om du vil, med dyb, men enkel livsvisdom.

Shunmyo Masuno, Zen

Bogens layout og opbygning

Opslag af bogen med fin tegning og luftigt layout - Zen af Shunmyo Masuno

Jeg ved godt, at man ikke bør dømme en bog på dets omslag. Men jeg synes at det bidrager rigtig meget til læseoplevelsen, når det er smukt. Af den grund kan jeg faktisk godt finde på at vælge en engelsksproget version af bogen, hvis jeg synes at omslaget er pænere. Eller hvis læseteksten har en tilpas luftighed og læsbarhed. I den danske udgave synes jeg det er ærgeligt, at man ikke har fortsat med at bruge fine tegninger på omslaget, som man finder inde i bogen. Sådan har man ellers gjort i de engelsksprogede versioner (se for eksempel denne (reklamelink) med akvareller, eller denne (reklamelink), hvor forsiden er af samme illustrator som har tegnet de indvendige tegninger). De klare farver og brede penselstrøg på den danske forside bryder det fine og detaljerede i de indvendige illustrationer.

Bogen indvendigt er rigtig fint sat op, med masser af luft, lækker skrifttype og som nævnt, en fin, lille illustration for hver øvelse. Det er en bog, som man kan læse fra start til slut, hvis man har lyst til det. Eller man kan ‘snacke’ på de afsnit, man lige synes man har lyst til at kigge nærmere på.

100 praktiske råd der bringer ro og glæde i dit liv

Bogen indeholder 100 øvelser, fordelt på 4 dele:

  1. 30 måder at stimulere dit ‘jeg i nuet’ på
  2. 30 måder at indgyde selvtillid og livsmod på
  3. 20 måder at afhjælpe forvirring og bekymring på
  4. 20 måder at gøre enhver dag til den bedste dag på

Øvelserne er helt lavpraktiske, og tager ritualer fra den zenbuddhistiske hverdag og omsætter dem til vaner, som du og jeg kan tage til os. Hvert afsnit indledes med en anekdote eller introduktion til et japansk begreb. Derefter beskrives øvelsen. Øvelserne er enkle – men de er ikke nødvendigvis lige nemme.

For eksempel fortæller forfatteren, at zenbuddhister gør rent i klosteret hver morgen og hver aften. Du og jeg kan få lidt af samme glæde ved at rydde op på vores skrivebord hver dag. Zenbuddhister er vegetarer – vi kan indføre en kødfri dag om ugen. Zenbuddhister står op klokken 4 hver morgen, for at opleve hvordan dagen og verden forandrer sig fra nat til dag. Vi almindelige mennesker kan vælge at stå et kvarter før vi plejer og nyde skiftet i tempo med en kop kaffe eller te.

Sådan finder du indre ro ifølge ‘Zen’

Ifølge Shunmyo Masuno finder du indre ro ved at tage praksiser fra zen-filosofien til dig.

Det omfatter for eksempel at fordybe dig i din vejrtrækning, at eje få ting, og at være i kontakt med naturen (fx ved at skabe din egen lille altanhave).

Læs ‘Zen’, hvis du:

  • … er tiltrukket af Simple Living bevægelsen og gerne vil dyppe tæerne i den livsstil
  • … savner en bog som du kan have med dig i tasken, til at læse i når du venter på bussen, mens du venter på at vandet koger, eller badekarret bliver fyldt.
  • … vil have inspiration til nye og helt lavpraktiske vaner og ritualer som kan give dig åndehuller og en langsommere hverdag med masser af mindfulness
  • … synes det er spændende med indsigt i den japanske og/eller buddhistmunkenes livsstil.
  • … godt kan lide at få små guldkorn, at fundere over omkring verden og livet

Bogen Zen af Shunmyo Masuno udgives af People’s Press og kan købes hos Bogreolen.dk (reklamelink).

Tak af Rikke Østergaard

Tak af Rikke Østergaard boganmeldelse - sådan finder du indre ro

Jeg har glædet mig til at læse om emnet Taknemmelighed fra et dansk perspektiv, og se om jeg har en åndsfælle i Rikke Østergaard. Hvis du har læst mit tidligere indlæg om taknemmelighed, så ved du at jeg er fascineret af dets effekter.

Rikke Østergaard er, ifølge hendes hjemmeside, den første til at skrive en bog om taknemmelighed på dansk.

Beskrivelse af Rikke Østergaard - bogens omslag

Langt den meste forskning jeg har fundet er fra Nordamerika, hvor begreberne gratefulness og thankfulness er meget udbredte – ofte fundet i en religiøs kontekst. Taknemmelighed over ting, der er uden for ens kontrol, bliver ofte udtrykt og rettet imod en gud eller højere skabning. Men hvem retter man sit tak til, når man som jeg – og mange andre danskere – er opvokset i et sekulært hjem?

I bogen starter forfatteren med at fundere over oprindelsen og betydningen af ordet tak. Hun går ind på, hvordan taknemmelighed var meget mere udbredt i Danmark i gamle dage, da flere var troende kristne. At sige tak var en helt almindelig del af hverdagen. Den kunne for eksempel blive i form af bord- og aftenbønner.

Men i den moderne verden, hvor mulighederne er uendelige, er der ingen undskyldning for ikke at tage styringen for sin egen fremtid. Dermed har man sig selv og sine nærmeste at takke for de glæder man måtte opleve.

Jeg har altid syntes at det var spændende at lære om ords oprindelse. I bogen fremhæves, at ordet ‘tak’ er i samme ordstamme som at ‘tænke’ – altså at bevare noget i sine tanker. Det er det her, jeg tænker må være grundstenen i taknemmelighed. Altså, at gøre det til en ritual eller en vane, at huske tilbage på og dvæle ved de ting, man er glad for.

Man bevarer nemmest noget i sine tanker, ved at sætte ord på det. Det er valgfrit, om man ønsker at videregive sin tanke – eller sit tak – til en modtager, eller om man blot vil nedfælde det på et stykke papir.

Bogens layout og opbygning

Tak af Rikke Østergaard - opslag

Jeg er ikke synderligt pjattet med omslagets udseende, men den er dog iøjenfaldende med sine primærfarver og store bogstaver. Layoutet indvendigt er overskueligt med klare kapitelopdelinger. Der er drysset rundhåndet med fremhævede citater, sådan at det er nemt at navigere rundt når man bladrer i bogen. Det giver en næsten dameblads-agtig oplevelse.

Først gennemgår forfatteren den nyeste forskning inden for taknemmelighed. Det har givet mig masser af bud på mit næste læsestof, når jeg dykker længere ned i emnet. Til tider berører hun nogle pseudovidenskabelige emner, (som for eksempel loven om tiltrækning), men langt den meste videnskab er reel og evidensbaseret, og sådan noget slubrer jeg i mig.

Det meste af bogen består dog af en gennemgang af Rikke Østergaards model, taknemmelighedshjulet.

Taknemmelighedshjulet

Taknemmelighedshjulet

Modellen giver en struktureret måde at tænke i 360 grader, når der skal findes ting at være taknemmelig for.

De 4 områder i taknemmelighedshjulet er:

  • mig selv
  • dem, jeg er sammen med
  • det, jeg har
  • der, hvor jeg er.

For hvert område gennemgår hun hvad og hvorfor man kan være taknemmelig. For hvert område byder hun på inspiration til øvelser til at skærpe den. For eksempel at skrive takkebreve, slippe 10 ejendele, øve mindfulness, at tillade dig selv en møgdag.

Sådan finder du indre ro ifølge ‘Tak’

Ved at huske på det gode i din situation, oplevelser, ejendele og omgangskreds. Og især ved jævnligt at udtrykke taknemmelighed for de store og små glæder som du har i dit liv. Bogens øvelser hjælper dig i gang med at blive bevidst omkring de forskellige områder i dit liv, hvor du kan finde ting at være taknemmelig for.

Læs ‘Tak’, hvis du:

  • … gerne vil blive klogere på hvad videnskaben siger om taknemmelighed og de mange positive effekter det giver
  • … gerne vil gøre taknemmelighed til en indgroet del af din hverdag
  • … gerne vil have nogle praktiske øvelser, der gør dig bevidst omkring de ting du har

‘Tak’ af Rikke Østergaard udgives af People’s Press og kan købes hos Bogreolen.dk (reklamelink)

PS:

Don’t Overthink It
Don’t Overthink It
Anne Bogel
The How of Happiness
The How of Happiness
Sonja Lyubomirsky
Bullet Journal Metoden
Bullet Journal Metoden
af Ryder Carroll
Den lille guide til minimalisme
Den lille guide til minimalisme
af Jane Ibsen Piper
Zen
Zen
100 praktiske råd der brunger ro og glæde i dit liv
Tak – der er altid noget at være taknemmelig for
Tak – der er altid noget at være taknemmelig for
The Art of Gathering
The Art of Gathering
af Priya Parker
Four Tendencies
Four Tendencies
af Gretchen Rubin
Off the Clock
Off the Clock
af Laura Vanderkam
168 Hours
168 Hours
af Laura Vanderkam
Slow Living
Slow Living
af Ole Ditlev Nielsen
Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag
Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag
af Morten Münster
Vanens Magt <i>af Charles Duhigg</i>
Vanens Magt af Charles Duhigg
af Charles Duhigg

2 Comments

  1. maj 7, 2020 / 10:38 am

    Hej Elizabeth
    Super at læse din anmeldelse af de 2 bøger og gå lidt inspiration til læselisten.

    Og begge bøger lyder til at være bøger, man kan ‘gå fra og til’ efter behov og med masser af lidt omsættelige råd Jeg har også læst sit tidligere indlæg om taknemmelig og det lyder som en god øvelse at lave hver dag

    God dag til dig‍♀️

    Kh
    Louise

    • Elizabeth
      Forfatter
      maj 7, 2020 / 10:42 am

      Hej Louise,

      Det er jeg glad for at du synes 🙂 Zen-bogen er meget sådan en, man kan gå til og fra, mens Tak måske kræver en smule mere ‘sammenhæng’. Begge har fine øvelser, som man kan lade sig inspirere af – men den med at skrive 3 ting hver dag er den helt klassiske og også målbart bevist til at have en effekt 🙂

      God dag også til dig 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.