Podcasts der inspirerer, motiverer og gør dig klogere på vaner og adfærd

Jeg elsker den gratis glæde at lytte til en velproduceret podcast. Især dem, hvor jeg vitterlig føler, at der bliver talt direkte til mig, eller at jeg er med i samtalen mellem værterne. Det er som blogindlæg til ørerne.

Jeg lytter til podcasts mens jeg er på arbejde, men det passer også godt mens jeg fx tømmer opvaskemaskinen en weekendmorgen, eller om aftenen, når jeg folder tøj. Jeg har ellers været ret sen til at lære at sætte pris på podcasts, for jeg har som regel meget nemmere ved at følge med visuelt frem for auditivt. Der skal et højt kvalitetsniveau, for at jeg kan følge med.

Jeg ved ikke om det kommer som en overraskelse, men selv om det ikke altid har været sådan så lytter jeg for tiden rigtig meget til podcasts der har et element af selvudvikling som hovedemne. Som det vel ses her på bloggen, så er emner som vaner, adfærdsdesign og effektiv brug af tid noget, som optager mig meget. (Jeg lytter også til podcasts om både minimalisme, bæredygtighed, familieliv og iværksætteri – men lige her og nu er det det her emne, der fylder allermest).

* * *

Her kommer en liste over nogle af mine favoritpodcasts lige nu – i alfabetisk orden. Jeg vil altid, rigtig gerne høre dine anbefalinger. Hvad lytter du til?

Adfærd

Med Morten Münster og taglinen: hvorfor du gør som gør. Morten har skrevet bogen ‘Jytte fra Marketing er gået for i dag’, som handler om adfærdsdesign på arbejdspladsen, og denne tog den helt store runde på min arbejdsplads – så det er derfra, at jeg kender ham. Han er kæk, men jeg synes han kan bære det – da meget af det, som han fortæller om, er klogt og tankevækkende. Jeg har endnu nogle episoder til gode, men den seneste med Anne Gaardmand om hvorfor, man bør spise dessert hver dag, satte nogle tanker i gang omkring vaneændringer i den almindelige hverdag, men især med fokus på spisevaner.

Before Breakfast

Med Laura Vanderkam, som har skrevet mange bøger omkring tidsstyring. Hver hverdagsmorgen udgives en kort episode på op til 7 minutter, som gennemgår et lille tip, som er lige til at bruge samme dag. Lavpraktiske tip til at huske bedre, små paradigmeskift som kan få dig til at genoverveje hvordan du kan strukturere din tid anderledes (det er torsdag, og ikke onsdag, der er ugens midtpunkt). Det er et fint, dagligt boost som passer rigtig godt med en god kop morgenkaffe.

By The Book

Med Jolenta Greenberg og Kristen Meinzer. I to uger lever de to efter en klassisk personlig udviklingsbog, og deler efterfølgende de erfaringer de gør sig. De kommer godt omkring – fra Marie Kondo til De 5 kærlighedssprog, og så en del bøger som jeg endnu ikke kender. Det tog mig lidt tid at vænne mig til deres stemmer, og deres ret bramfri måde at udtrykke sig på, men de er også både sårbare og ærlige og evner at skabe en rigtig god kontakt med deres tilhørere – så man ender med at holde af dem. Som en bonus så er podcastens tilknyttede Facebook gruppe både aktiv og med en virkelig fin og respektfuld tone medlemmerne imellem. Man kan mærke, at mange føler et næsten personligt forhold til Jolenta og Kristen, og måske derfor er stemningen altid god. Især Kristen er selv forholdsvis aktiv i gruppen, og det tror jeg, betyder meget. Formatet på By The Book har iøvrigt inspireret mig til at prøve min egen, lille serie, hvor jeg undersøger og tester et lykkehack ad gangen i 2 ugers tid.

Freakonomics

med Stephen Dubner, som var medforfatter på 2 bøger med samme navn som podcasten. Egentlig kategoriseres podcasten som en økonomi-podcast, men det har meget lidt med finans at gøre, men dykker meget mere ned i menneskets motivation og adfærd. Her dykker han blandt andet ned i, hvad forskning siger omkring det at blive lykkelig, en datadreven guide til børneopdragelse og… bananer. Jeg føler mig altid lidt klogere når jeg har hørt sådan en episode, og rig på sjove anekdoter omkring menneskets adfærd.

Hurry Slowly

Med Jocelyn K. Glei samt gæster. Om at være mere produktiv og mere kreativ ved at tage sin tid. Det er ikke så længe siden, at jeg har opdaget denne podcast, så der er stadig maaaange episoder som jeg endnu ikke har hørt – og som jeg går og plukker selektivt fra. Jocelyn har både solo-episoder og spændende gæster, og taler overordnet set om det at leve livet med mening og nøjsomhed. Jeg holder meget af lyden i denne podcast, roen og hendes varme stemme, så det virkelig lyder som om, hun taler lige til mig imens jeg folder tøj om aftenen.
Jeg har ,som sagt, langt fra hørt alle episoder, men jeg kan indtil videre særligt anbefale dem her: Om at give og tage imod påskønnelse med Adam Grant, om at holde givende møder og sammenkomster med Priya Parker, om at bruge teknologi med omtanke og intention med Cal Newport.

WorkLife

Med Adam Grant, som er en amerikansk organisationspsykolog, der tager på besøg i virksomheder som skiller sig ud i organisationskulturen og undersøger, hvordan det gode arbejdsliv ser ud. Hvordan lærer man bedst af den kritik man får, hvordan lærer astronauter at stole på hinanden hvis de ikke kan lide hinanden, og hvilke metoder bruger de på the Daily Show, når de på kort tid skal skabe indhold til den episode som skal filmes samme aften? Tonen er energisk og med et godt musikbeat.

Works For Me

De to værter, Francesca Levy og Rebecca Greenfield, prøver en produktivitetsstrategi af i hver episode, som skal løse et arbejdsrelateret problem. Hvad skal man gøre, for at gøre arbejdsmøderne spændende og engagerende? Hvordan får man fat i en mentor? Bliver man mere produktiv når man fører en Bullet Journal? Hver episode er velproduceret med god variation i lyden – med musik, stemningsoptagelser og samtaler. Og så er det hyggeligt at høre de to kvinder fortælle om deres virkelighedsoplevelser med de forskellige strategier, som de prøver af. Det føles lidt, som at sidde med nogle veninder på et fortovscafé.

Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.