Om sårbarhed og alligevel at finde modet til at stille sig frem

Enkelte reklamelinks kan findes i bunden af indlægget

Har du for nyligt været inde på min ‘Om mig’-side, så vil du måske – måske ikke – opdage, at der er kommet nye billeder. Jeg tog billederne for et par uger siden, i sommerferien, lige inden vi rejste. Jeg lagde dem op uden det store tju-bang.

Når jeg alligevel vælger at skrive et helt indlæg om det, så handler det om mange ting. For det er en fest, sådan at turde lægge billeder op. Altså, nok mest for mig, men du er mere end velkommen til at feste med, hvis du skulle have den tilbøjelighed. Der kan aldrig være for mange fejringer omkring, at nogen tør vise sig frem 🙂

Jeg tog billederne, udvalgte dem, redigerede dem og lagde dem til sidst op med det største sug i maven. Som da jeg trådte frem på scenen, dengang jeg sang for firmaet til julefesten. Hvor min stemme knækkede, og mit ansigt blussede rødt.

Men hvor jeg efterfølgende fik et brusende, stående bifald med smilende og glade ansigter. Jeg ved ikke, om det var helt så meget på grund af fremførelsen af sangen. Men for mig handlede bifaldet om, at jeg havde taget modet til mig overhovedet at gøre det.

At stå frem. Foran hundredevis af mennesker.

Og så at blive stående, selv om jeg stod, rå og sårbar, foran alle til skue, og alligevel sang min sang færdig.

At være modig handler ikke om, at man ikke er bange for noget.

At være modig handler om, at man gør noget *selv om* man er bange for noget.

At være modig er en stærk, rå følelse, hvor man som en omvendt prisme samler alle sine kræfter og lyser dem i den tunnel, som man skal igennem for at nå sit mål.

Mit mål var at underholde firmaet med en sang, fordi det var juletid. Men jeg fik så meget uventet igen – en dybere kontakt til kollegerne, ved at stå der. En følelse af styrke og samhørighed og eufori, når først jeg stod af scenen igen, fik vejret og kom mig oven på oplevelsen.

* * * * *

Billederne er håndplukkede efter lange overvejelser, selvfølgelig. Ud af omkring 70 billeder. Jeg har valgt dem fra, hvor min ene mundvige glider nedad som det gør, når jeg er træt, uanset hvor meget jeg smiler. Jeg har forsøgt at sætte mit hår, for at maskere at det lige nu er imellem frisurer. Billederne er redigerede – mest med lidt lyseffekter og filter.

Er billederne autentiske? Måske ikke. Men de er stadig, i mine øjne, et råt udtryk af mig.

Da jeg for et par uger siden var til netværksmøde med Bloggers by Heart, fortalte jeg, at der ikke er mange der (endnu) ved, at jeg har denne blog. Sådan var det også med mine tidligere blogs. Udbredelsen og kendskabet til dem gik langsomt og organisk. Jeg blev spurgt til hvorfor, jeg mon egentlig ikke bare fortalte alt og alle om bloggen?

Jeg kender faktisk ikke helt svaret. Men jeg tror at det handler om, at når jeg først ved hvem der læser, så vil jeg begynde at tænke en masse om hvordan jeg tilpasser mig – og bloggen – til andres forventninger.

Fordi for mig, så er denne blog også rå. Ja, der er masser af filtre, jeg skærmer privatlivet, og der er rigtig meget redigering og genredigering. Men det er en rå destillation af ting, som jeg altid har interesseret mig rigtig meget for: grafik, fotografering, billedredigering, at skrive, at undersøge. Og når jeg sådan samler så meget af mit udtryk i ét sted, så føles det også virkelig sårbart over for kritik. Åh ja, kritik. Tro mig, jeg er verdensmester i at forestille mig alle de ting, folk måske kan finde på at kritisere mig i. Så det nemmeste for mig er helt, at lade være at stille mig i en situation.

Hvorfor gør jeg det så?

Fordi det giver en styrke at række ud over, hvad kritikerne vil tænke. For at nå dem, som kan genkende sig selv i mine tanker og som jeg har fællesskab med – uanset om jeg kender dem eller ej. Den positive kontakt jeg får, når jeg står frem som mig selv, er ægte og direkte. Og denne kontakt er den, der munder ud i følelsen af samhørighed og lykke.

Måske kommer der flere billeder af mig i indlæggene – det må vi se, det kommer an på mange ting. Mest kommer det an på, om jeg kan komme mig over min skyhed. Og om jeg kan overkomme tanken om, at jeg ikke helt kan styre den der højre mundvige, som har det med at glide ned, når jeg har smilet for længe og giver mig det asymmetriske smil. Virkelig banalt, når jeg sådan skriver det her – men det vil være en stor ting for mig. Men vi tager det lige et skridt ad gangen, og jeg fejrer, at jeg nu har taget de første.

PS:

Hvis du synes, at dette indlæg virker inspireret af Brené Brown, så har du helt ret. Hvis du ikke kender hende, så snyd ikke dig selv for hendes guldkorn omkring sårbarhed, skam, lykke og hvordan det hele hænger sammen. Det er til stor inspiration og motivation.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.