Om boliglykke: Pinterest drømme og lykkeforskning

Hvordan ser boliglykke ud?

Hvis du følger mig på Pinterest, vil du hurtigt opdage at det, jeg pinner allermest, det er indretningsbilleder. Her er inspiration til drømme vaskerummet, børnenes værelser, stuer med lækre farver. Ting, der får mit hjerte til at sukke, og som giver mig en lille, stille lykkerus når jeg ser dem, og forestiller mig at de var en del af mit hjem…

pinterest inspiration til boliglykke

Og så hygger jeg mig gerne med at tænke intentionel indretning i hele husets layout. Hvordan skal flowet være i det perfekte hus, så det kan støtte familien op i at holde det så ryddeligt som muligt – og iøvrigt gøre vores hverdag nemt?

For mig, skal det være et hus på 2 plan. De to plan er forbundet med en bred trappe og loft til kip. Man kommer ind i en hall med masser af plads til både sommer- og vinter overtøj samt alle de ting som vi jævnligt bærer ind og ud. For eksempel ting til genbrug og strandtasker og strandlegetøj. For boligen ligger naturligvis inden for gåafstand til både strand og skov, men ikke længere væk end at børnene selv kan cykle til en god skole, vennerne og ind til byen.

Der skal være et stort og lyst vaskerum med store, småsprossede vinduer, der ser ud over haven med god plads til at sortere og folde tøj. Ideelt set skal denne være ved siden af walk-in closet’en, men også have direkte adgang til et udendørs tørrestativ.

Bag en højskabslåge i køkkenet skjuler der sig et Narnia-landskab af et velorganiseret forrådskammer. Min mand drømmer om, at der skal være direkte dør mellem køkken og garage. Nå ja, og boligen skal være nem og hurtig at holde ren. Den skal have historie, sjæl og charme, men ikke kræve nogen vedligeholdelse. Være nyrenoveret og energivenligt.

Men – hvis vi en dag vandt mange millioner og mine drømme og krav til boligen faktisk blev indfriet… ville de så virkelig gøre mig lykkelig?

Hvad siger lykkeforskningen om boliglykke?

I forbindelse med et kommende indlæg om ‘My Sweet Spot’, undersøgte jeg hjemmets betydning for lykke. Instituttet for Lykkeforskning har interviewet 78 mennesker og indsamlet over 13000 bevarelser fra 10 eurpæiske lande. Resultaterne er samlet i en rapport som de kalder ‘The GoodHome Report‘.

Jeg synes virkelig, det er interessant læsning. Selv om mange af anbefalingerne et eller andet sted giver sig selv, er det interessant at se, om de ting holder, som vi fortæller os selv for at blive glade for vores hjem.

Dit hjems betydning for lykke

Vidste du, at vores hjem har 3 gange så stor betydning for vores lykke, som vores indkomst? Det er måske ikke så mærkeligt. For mange er huset den ultimative drøm, og indkomst er et middel til at købe drømmehuset. Har man drømmehjemmet, er indkomsten ikke lige så vigtig.

Ifølge rapporten, så er der generelt en sammenhæng mellem ens glæde ved ens bolig og ens generelle livstilfredshed. Spørgsmålet kan så være – hvad kommer først – den generelle tilfredshed eller boliglykken? Ifølge undersøgerne virker de to ting til at forstærke hinanden i en spiral. Er du generelt en glad person, vil du sandsynligvis være glad for dit hjem. Men er du lykkelig over at bo hvor du gør, så har dette en stor indflydelse på din generelle livsglæde.

Det skal der til for at opleve varig boliglykke

Selvfølgelig er det individuelt, hvad der gør nogen glad for der hvor de bor. Jeg forestiller mig at min utopiske husdrøm i indledningen er klassisk, men det er slet ikke sikkert at din husdrøm ser ud på samme måde.

Samler man alle resultaterne fra Lykkeinstituttets undersøgelse, kan man alligevel samle en liste over de vigtigste omstændigheder – og dem kan man overveje at bruge som pejlemærker, når man søger en ny bolig.

Her er, hvad du med fordel kan kigge efter bolig:

  • Du skal kunne se din bolig som et, du kan slå dig til ro i. Dette uanset om der i fremtiden venter familieforøgelse eller børnene flytter ud
  • Du kan bestemme over boligen. Du bestemmer, hvor længe du kan blive boende, hvilke forbedringer der skal laves samt hvordan de skal se ud
  • Boligen skal være i god stand: du føler dig sikker og tryg når du opholder dig i den
  • Boligen har godt potentiale til at afspejle din identitet
  • Der er nem adgang til grønne arealer. Det kan fx være en have, en altan eller at der er et grønt område i nærheden

Derudover er der andre, interessante omstændigheder, der generelt kan gøre os glade for vores hjem. For eksempel vores alder. Der er en stor overvægt af folk der er fyldt 50, som er glade for deres hjem.

Det kan du gøre

Kan man ikke lige sætte hak ud for alle punkterne listet ovenfor, kan man på rapportens sidste side finde instituttets forslag til hvad du kan gøre, for at højne glæden ved dit nuværende hjem.

Her er deres råd:

Gør plads

boliglykke minimalistisk børneværelse
Billede fra blogindlægget ‘Lykken ved et minimalistisk drengeværelse’

I rapporten fandt man, at selv om de to begreber ‘stor’ og ‘rummelig’ ofte bruges som synonymer, så er der en vigtig forskel mellem dem. Generelt er holdningen, at jo større bolig for pengene, jo bedre. Men det viser sig, at det ikke er et uendeligt antal kvadratmeter eller rum, der giver boliglykke. Derimod er det følelsen af rummelighed og fleksibilitet, og denne følelse kan skabes selv i mindre boliger – særligt ved at rydde op og ud.

Måske er det derfor, at den minimalistiske tankegang har været så trendy de seneste år. Jo færre ting i ens hjem, jo bedre rum er der til at være fleksibel og tilpasse efter behov. Jo færre ting, jo mindre bolig behøver man – og jo færre penge bruger man som regel på huslejen. Jo færre ting, jo mere frihed og overskuelighed. Og netop overskuelighed er måske i virkeligheden kodeordet for boliglykke her. For det er ofte grunden til, at mange vælger at flytte til noget mindre, når børnene er fløjet fra reden.

LÆS OGSÅ: Lykken ved et minimalistisk drengeværelse

Skab forandringer

boliglykke forbedringer

Jeg elsker at kigge på boliginspiration på Pinterest, men jeg er ikke særlig stor fan af at bo i byggerod. Vores gør-det-selv evner rækker til at male vægge, samle IKEA-møbler og hænge billeder og måske en hylde op… Så hvis vi skal have gjort mere, så skal vi indkalde håndværkere. Jeg synes, det er stressende at have håndværkere. Og dyrt.

Alligevel viser rapporten, at det er godt givet ud at investere tid og penge på at forbedre boligen og tilpasse den til ens behov. Dette er uanset, om man interesserer sig for gør-det-selv og indretning eller ej.

I undersøgelsen identificerede instituttet 5 primære følelser, som skaber boliglykke: stolthed, komfort, identitet, tryghed og kontrol. Af de 5 viser det sig at stolthed er den, som har vægter allerhøjest.

Instituttet fandt, at en af de mest effektive måder at blive stolt af dit hjem, er ved at skabe forbedringer i hjemmet. Hvis man har større gør-det-selv evner end os, og selv skaber forandringerne, er der virkelig meget at hente på stolthedskontoen.

Invitér folk indenfor

boliglykke sammenkomster
Billede fra blogindlægget ‘Kunsten at lave en sammenkomst der går op i en højere enhed’

Et hjem kan have mange funktioner, og for de fleste er hjemmet en ramme til at skabe gode minder. Når min mand og jeg for sjov scroller gennem Boligsiden nogle sene aftener, så forestiller jeg mig altid, hvordan det ville være at holde jul for hele familien i det hus.

LÆS OGSÅ: Kunsten at lave en sammekomst der går op i en højere enhed

Det er mange gange blevet bevist, at sociale aktiviteter er en af de vigtigste aktiviteter, man kan gøre for at højne ens livsglæde. (Se fx Myers et al 2000) Ved at invitere gæster og vise dit hjem frem, har du også mulighed for at styrke følelsen af stolthed og identitet. Her kan du i trygge rammer være dig selv sammen med andre. Og ved at dele dit hjem med andre, styrker du den følelsemæssige forbindelse til din bolig – og derved blive gladere for den.

Grønt er godt

boliglykke godt med grønt
Billede fra anmeldelsn af ‘Investér i Livet’

Det anses som et urinstinktivt behov for mennesket at have nem adgang til naturen for at kunne trives. Formentligt derfor er det en gennemgående faktor for hjem med lykkelige beboere, at der skal være nem adgang til grønne omgivelser. En have eller bare en altan gør en stor forskel for beboernes velbefindende. Men har man ikke dette, kan indretning med planter også gøre forskel. Den grønne farve alene, skulle ifølge en undersøgelse fra Vriej Universitetet i Amsterdam have stor indflydelse på at forbedre især voksnes humør. Har du derfor ikke grønne fingre, skulle det at male en væg eller et rum grønt derfor i sig selv gøre glad.

Gør hjemmet til dit eget

køkken personlighed
Billede fra mit kommende blogindlæg My Sweet Spot

Uanset om man bor til eje eller leje, så er der en stor kraft i at føle at ens hjem er ens eget. Et sted, hvor man kan trække sig tilbage og være sig selv.

Indret, så det er en afspejling af din personlighed. Mal en væg, hæng fotografier op, udstil dine yndlingsbøger, keramiksamling, krydderiglas og filmplakater. Eller ved at udføre større gør-det-selv projekter, så det støtter op om dine interesser: Et stort og velfungerende køkken hvis man er glad for at lave mad; et roligt og rummeligt badeværelse hvis man er til velvære, et hjørne til kreative aktiviteter.

At kunne slå sig til ro

Jeg er så heldig at bo i en villalajlighed med adgang til have og lige præcis plads til familiefødselsdage. Selv om det ikke er en kæmpebolig, er der tilpas med plads til alt hvad vi har brug for.

Skal jeg forbedre min boliglykke, skulle det være at få gennemført flere af de kreative indretningsprojekter. Jeg kan ikke trylle et viktualierum frem, men jeg kan godt male og flytte og finde mere passende møbler. Jeg er helt motiveret til at tilmelde mig et handymankursus, så mine gør-det-selv evner bliver en mindre forhindring. Tror faktisk, det kan blive en oplagt gaveønske til min næste fødselsdag.

På sigt er jeg dog usikker på, at vores nuværende bolig vil dække vores behov. Primært er det vores børns værelser, som kan blive et problem i forhold til størrelse og beliggenhed når de bliver ældre.

Når jeg tænker på boliglykke, så tænker jeg på den wow-effekt, jeg nogle gange føler, når jeg ser et virkelig lækkert hjem. Jeg tænker på de drømme jeg får, når jeg lever mig ind i mine kuraterede moodboards på Pinterest. Men som med al lykke, så er den varige boliglykke den stille og stadige glæde og tilfredshed ved de rammer, som vores historier og liv udfolder sig i.

I sidste ende er boliglykke ensbetydende med, at man har et sted, hvor man kan slå sig til ro. Et sted, hvor vi trygt kan se os selv bo resten af livet, uanset hvilken livsfase vi er i. Og så er det ikke sikkert, at det er så nødvendigt med et Narnia-viktualierum.

LÆS MERE:

Share:

3 Comments

  1. juli 24, 2020 / 12:59 pm

    Altid dejligt at have en ide om hvordan ens drømmehus ser ud. Og ja Pinterest er et fantastisk sted at hente inspiration fra

    Jeg er faktisk overrasket over at læse i dit indlæg at vores bolig er 3 x vigtige i forhold til vores lykke end vores indkomst. Men omvendt så er hjemmet jo vores trygge base, hvor det er vigtigt at føle sig godt tilpas

    Tak for et inspirerende indlæg

    Kh
    Louise

  2. juli 25, 2020 / 11:50 am

    Jeg er så heldig at leve mine boligdrømme ud i mine tre hjem. I Danmark bor jeg i en klassisk villa i byen, i Sverige har vi et rigtigt svensk rødt træhus ved en elv og i Frankrig et skønt gammelt stenhus med udsigt til hav og bjerge. Husene er indrettet i hvert lands stil. Og der er altid noget at udbedre, renovere og vedligeholde. Med hus og have keder man sig aldrig. Jeg nyder at opholde mig alle tre steder og kan rigtig godt lide miljøskiftet fra hvert land.

    Kh fra Janet

  3. juli 26, 2020 / 11:15 pm

    Sådan en dejligt indlæg, Elizabeth. Jeg nød at læse det og vil helt sikkert komme tilbage til det igen 🙂

    Hvor hyggeligt du har sådanne detaljerede idéer omkring dit “drømmehjem”. Det har jeg slet ikke. Jeg gad godt kun at have 1 plan i stedet for 2. Og en garage eller carport til bilen. Det er stort set kun ting, jeg skal flytte for at ændre 🙂 Og helt ærligt, så elsker vi huset, området, roen her “på landet”, så vi håber aldrig, vi bliver nødt til at flytte.

    Jeg tror helt bestemt, at prestige, penge, karriere betyder meget mere for nogen. For mig er det familie, hjemmet og oplevelser. Vi har lige prioriteret at få rengøring. De begyndte i denne uge. Kommer hver 14. dag. Og jeg har spurgt om at gå ned i tid på arbejdet. “Bare” til 32 timer så jeg ikke skal hente min søn 16:45 som den sidste hver dag. Der er andre ting, der betyder mere for mig end arbejde og penge, og rengøring.

    Jeg er ved at rydde godt og grundigt op. Vi har så meget l*rt. Jeg har været på loftet både i går og i dag i et par timer. I går tog jeg en beslutning om at holde købestop året ud. For materielle goder. Jeg føler tit stuffocation.. Jeg må godt købe til min søn og til min garderobe, for den er voldsomt forsømt..

    Under corona var jeg hjemsendt. Fik malet vores spisebord sort og min søns legekøkken hvidt med sort. Begge dele er bare blevet så flot. Det er de største projekter, jeg har givet mig i kast med men drømmer om flere. Vi har en trappe, der er træ-orange, og den skal slibes og males hvid, some day. Hvis du finder et handywoman-kursus, så giv mig lige et praj 🙂

    Kh. Louise

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.