Lykken ved det minimalistiske drengeværelse

minimalistisk drengeværelse

Jeg skal ikke forsøge mig som indretningsblogger, men når det så er sagt, så er min 8-årige søns værelse snart så fint, at jeg ikke helt kan undlade at finde bare en lillebitte undskyldning for at vise den frem. Der ligger så mange tanker bag indretningen af et minimalistisk drengeværelse på kun 7 kvadratmeter. Jeg synes næsten, det ville være spildt, ikke at dele dem.

Jeg har også længe ville dele lidt ud af hvordan vi bruger Slow Living og minimalisme-tankegangen hjemme hos os. Derfor tænkte jeg, at det her var en oplagt anledning til at begynde at fortælle lidt om den.

Hvad er minimalisme hos os?

Nu har jeg endnu ikke oplevet nogen udbryde ‘nøj, hvor er I minimalistiske!’, når de besøger vores hjem. Til det har vi simpelthen alt for udprægede rodegener! Selv Marie Kondo har erkendt, at når man har børn, så er det tæt på umuligt at holde oprydningsvanerne ved lige (Fatherly.com). Børnene skal nu ikke have hele skylden. Vi er bare en rodet familie, og derfor erkendte jeg at løsningen for vores familie simpelthen at udvælge meget nøje, hvad vi bringer ind i huset, og løbende at rydde ud, rydde ud og rydde ud.

Et minimalistisk drengeværelse

Vores søn døjer med astma og allergi over for støv, så højeste prioritet var at der skulle være nemt at gøre rent. For at kunne gøre rent skal det være nemt at rydde op. Derfor er mængden af ting i hans værelse begrænset til brætspil (i skufferne under sengen) og bøger (de fleste er nogle han har fået i gave eller arvet – men resten låner vi altid på biblioteket). Derudover en smule skrivegrej til når han skal lave lektier. Så selv om vi roder i resten af huset, så skal i hvert fald hans værelse være et helle hvor der er styr på det… og det er der for det meste.

Hvor er legetøjet?

I alle 8 år hvor vi har haft børn (tiden flyver), har vi haft den holdning, at børnenes soveværelser skulle være et sted til hvile og fokus. Det betyder ,at der ikke skal stå for meget farvestrålende legetøj frem og friste. Vi ser helst også kun der opbevares bøger til godnatlæsning derinde. Derfor er legetøjet samlet i stuen, hvor børnene også helst opholder sig, så de kan være sammen med os voksne. Du kan her læse mit detaljerede indlæg omkring opbevaring af legetøj hjemme hos os.

Minimalisme hos os er derfor ensbetydende med rolige omgivelser og kvalitet frem for kvantitet. Det er ikke nødvendigvis ensbetydende med en monokrom farvepalette hos os. I min søns tilfælde er sort hans yndlingsfarve og ad hensyn til rummets størrelse er væggene bevaret hvide. (Det kribler dog i mine fingre for at se, hvad en dyb, mørk blå farve ville gøre for rummet).

minimalistisk børneværelse

Særligt kærligt udvalgte ting

Den del af minimalismen som jeg særligt har taget til mig, er den med kun at bringe nøje udvalgte ting ind ad døren. De skal have en funktion og bruges jævnligt, eller de skal være flotte og give personligt udtryk. C-lampen er en af de ting, da den bruges som pynt, læse- og natlampe. Så er der uroen, som er noget af det eneste på det minimalistiske drengeværelse sammen med måneplakaten, som ikke har nogen egentlig funktion. Til gengæld er den utrolig flot og da den blev hængt op, forandrede den med ét hele rummet fra næsten asketisk og ferskt til hyggeligt og levende. Jeg synes, at vi lige præcis har ramt den rigtige balance mellem hyggeligt og minimalistisk.

If you want a golden rule that will fit everybody, this is it: Have nothing in your houses that you do not know to be useful, or believe to be beautiful.

William Morris

Også sengetøjet er nøje udvalgt, i og med han længe har interesseret sig for papirsfly og origami, hvilket også er grunden til at han fik en origami-pendel over skrivebordet:

minimalistisk drengeværelse skrivebord

Genbrug

At minimalisme så også går hånd i hånd med bæredygtighed er også et plus. Det er ikke første prioritet for os, for hvis noget virkelig ikke fungerer, så skifter vi det ud. Men vi strækker os langt og tænker nøje over det først, og jeg synes at vi har været heldige med at kunne bruge hvad vi har i forvejen.

Skrivebordet er gammelt fra et tidligere kontorhjørne vi har haft. Stolen er hentet fra spisestuen, og skrivebordslampen er faktisk min fra min studietid på Nørrebro. Den er nok snart 20 år gammel, og fejler stadig ingenting. Reolen er boghylder fra vores gamle kontor. ‘Sengebordet’ er til gengæld en gammel skammel som jeg vist nok har overtaget fra min mor. Globussen, som står på bogreolerne, købte jeg på et loppemarked dengang jeg ventede mig. Den blev brugt som natlampe i børneværelset da han var baby.

Min søn har fået et ret minimalistisk drengeværelse, men alligevel lykkedes at få masser af historie og personlighed ind.

Det eneste møbel vi har købt specifikt til værelset er sengen, denne blev valgt ud fra skuffernes gode opbevaringsplads. Lige nu har min søn sine brætspil deri i stedet for i stuen. hans lillebror kan nemlig godt lide at hygge sig med at splitte dem ad. At sengen kan trækkes ud til dobbeltseng er bare et plus, særligt når han har en soveaftale med sin lillebror.

minimalisme indretning
minimalistisk indretning børn

Min søn synes han er for gammel til bamser, men uglen her fungerer som dørstopper. Men samtidig er det også min måde at få sneget en lille smule barnlighed og nostalgi i et ellers minimalistisk drengeværelse – mest for min egen skyld…

Opslagstavlen

Jeg er også temmelig begejstret for magneterne over skrivebordet. Så simpelt men så brugbart. Det er små, runde skiver af træ som er klæbet fast på væggen, med tilhørende, mindre magneter i træ. De fylder ingenting og de kan placeres så det lige passer med det område, man nu har. Her bliver der udstillet tegninger, perleplader og medaljer. Synes ikke, der kunne findes nogen mere perfekt opslagstavle til et minimalistisk drengeværelse.

enkel indretning børneværelse
minimalistisk indretning børneværelse
enkel indretning børneværelse

Hvor er tøjet?

Tøj opbevares på os forældres værelse, hvor det fylder halvanden kommodeskuffe i en Malm kommode. (Jeps, vi er glade for KonMari foldeteknikken, og for at vores drenges garderobe er også minimalistisk).

Han har dog en lille vasketøjskurv og en enkel knagerækker. Her hænger han nattøj og tøj der kan bruges igen. At dømme ud fra mængden af nullermænd på vores værelse i forhold til hans, er det vist en rigtig god ide med den opstilling. For ikke at tale om hvor meget plads det frigør, at slippe for en kommode i det lille rum. Vasketøjskurven kan bare hænges op på en knage, når der skal støvsuges på gulvet.

opbevaring tøj minimalisme børneværelse
minimalistisk opbevaring drengeværelse
lille børneværelse opbevaring

Rengøring

Som sagt var første prioritet, at værelset nemt skulle kunne holdes ryddeligt og rent for at holde støvmængden nede.

Det tager virkelig heller ikke mange minutter at støvsuge. Når støvsugeren så endelig er fremme, så får hjørner, vægge, loft og paneler også en lille tur med det samme. Vi gør det ofte inden sengetid mens vi lufter ud. Så er det skønt, at det er så nemt at holde ryddeligt og rent. Det bliver aldrig uoverskueligt at gå i gang. Det lille gulvtæppe og stolebetrækket kan nemt kommes i vaskemaskinen, så vi kan komme støvmiderne til livs.

Selv om værelset er småt, så kunne jeg sagtens blive ved og ved med at skrive…. men jeg holder her. Har du spørgsmål, eller kunne du tænke dig flere af denne slags indlæg, så læg endelig en kommentar 🙂

PS: Hvis du skulle have overset det, så har jeg også skrevet et indlæg omkring opbevaring af legetøj 🙂

6 Comments

  1. november 14, 2019 / 2:27 pm

    SÅ flot og æstetisk. Som barn havde jeg også et sådant renset for overflødigt værelse.. Stortrivedes – og trives stadig bedst i rolige og ryddelige omgivelser.

    • Elizabeth
      Forfatter
      november 14, 2019 / 3:08 pm

      Mange tak, Janet. Jeg kan kun forestille mig at du må have haft et dejligt værelse.

      Mit barndomsværelse var ikke helt så renset for overflødige ting… selv om det nok var 3 gange så stort som min søns. Jeg havde alt derinde, inklusive et stort skrummel af et TV… at jeg kunne overskue at lave lektier derinde er mig lidt en gåde…

  2. november 15, 2019 / 3:10 pm

    Hej Elizabeth
    Kan godt ske du indleder med at skrive at du ikke er indretningsarkitekt.

    Men din søns værelse er du/I da sluppet meget godt fra. Super fint drengeværelse samtidig med der er taget hensyn til praktikken som feks at det skal være let at støvsuge

    Og uroen er jeg bare vild med

    God weekend
    Kh Louise

    • Elizabeth
      Forfatter
      november 15, 2019 / 6:12 pm

      Tusind tak, Louise. Resten af hjemmet er nu slet ikke så gennemført, det er måske bare altid nemmest med de små værelser… små værelser, små projekter 😉

      Ja, uroen er simpelthen så fin, og giver virkelig prikken over i’et. Faktisk overvejer jeg meget stærkt om vi skal købe endnu en uro fra samme mærke med solsystemet – så kan drengene nemlig få en uro hver… Desværre er de lidt en investering hver især, så vi venter lige til vi er *helt* sikre, inden vi investerer i den anden. Men når nu vi er så minimalistiske med pynt ellers, så kan det måske godt gå an…

  3. april 18, 2020 / 9:27 am

    Kære Elizabeth
    Rigtig dejligt og inspirerende indlæg. Jeg fik faktisk noget at tænke over
    Vi flytter snart, og skal til at finde ud af, hvordan vi skal gøre med børneværelse etc. Tusind tusind tak for inspirationen
    Det har overrasket mig, hvor mange lighedspunkter, der er i vores tankegang om minimalisme
    Et lille spørgsmål: “Hvor er de der fine magneter fra?”
    Kærlig hilsen Lise

    • Elizabeth
      Forfatter
      april 18, 2020 / 9:34 am

      Hej Lise,
      Dejligt, at du kunne finde inspiration til børneværelset herinde! Jeg overvejer også at lave et indlæg med lillebror på 4’s værelse, men det er dog ikke helt lige så æstetisk 😉 Dog stadig minimalistisk men det er jo nogle lidt andre behov når de ikke er i skolealderen endnu…

      Magneterne er købt i Søstrene Grene – de har været udsolgt lidt rundt omkring, men de er dog til at finde hvis man er heldig. Og de koster vist omkring en 5’er stykket. Jeg synes de er så enkle og dog så geniale 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.