En opsummering af de seneste 168 timer – en dagbog af minder som jeg gerne vil gemme, og de nye tanker og små læredomme jeg har tilegnet mig i løbet af ugen.
Udenfor vores vindue i soveværelset står et kæmpestort moreltræ, som i dette øjeblik består af en eksplosion af hvide, blomstrede skyer. Dette sker ca. en uge om året, og jeg glæder mig altid til at træde ind i soveværelset når det sker – for det smukke syn fylder hele vinduesruden, når man står i dørkarmen.
I år har jeg været opmærksom på at nyde synet ekstra meget, for naboen har vist desværre planer om at fælde træet. Så jeg bliver hængende i lige et par ekstra sekunder i dørkarmen og tager udsigten ind. For måske er det sidste gange nogensinde, at vi oplever den store, blomstrede sky uden for vinduet. Det er desværre et syn, som er utrolig svært for mig at fotografere og forevige så det kommer til sin ret. Den eneste måde jeg kan opleve det på, det er ved at være til stede.
Den seneste uge har været langsom, småkaotisk, rolig og sporadisk, og punkteret med mindre sociale begivenheder.
I modsætning til påsken sidste år, har denne ferie været helt laissez faire. Stort set ingen faste planer, ud over en enkel påskefrokost med venner, da resten af familien på både den ene og den anden side er bortrejst i disse dage. Faktisk var der ikke mange uger siden, at vi bestemte os for overhovedet at tage fri i påsken, men det blev en hurtig beslutning, da farverige plakater på porten til børnehaven mindede os om, at der var lukkedage i den uge.
Aha. Så var den beslutning taget for os.
Da jeg dannede mig overblik i starten af ferien, kradsede jeg nogle stikord ned til hvad vi kunne lave i ferien. Påskefrokost, en tur i Rundetårn, rydde op i udestuen. En legeaftale med en drenge fra klassen og så ellers bare holde forventningerne heeeelt, helt lave – for de andre i familien ved næsten ikke noget bedre, end at flade ud i sofaen med en iPad. Og det får de derfor lov til – inden for rimelighedens grænser.
Så planerne forblev vage og få.
Men jeg skal være ærlig og sige, at jeg synes det er svært med sådan en ferie, hvor vi ikke rigtigt skal noget – jeg mærker en lettere følelse af panik. Jeg er tilsyneladende den eneste i vores introverte familie, der har en ide om, at ferier skal være rige med lange, daglige oplevelser for at få det meste ud af den – så vi mest muligt kan vokse, udvide vores horisonter, lære os selv bedre at kende, få opfyldt vores behov. Rig, lang, dyb nydelse.
Jeg var i en alder af omkring 10 år, så priviligeret at min familie blev inviteret af min fars græske kollega til at fejre påsken med hans familie i Grækenland. Jeg blev virkelig gode venner med hans datter og vi snakkede til sent om drenge, film og musik. Mens vi sad på hendes værelse, knitrede der et bål i haven, hvor et helstegt lam simrede over ilden i timevis. Jeg husker faren lirke og smage på et delikat og sprødt stykke af lammet.
Vi deltog i midnatsmessen i en stopfyldt kirke, hver især med et stearinlys i hånden. Og efter midnatsmessen tog vi hjem på gården igen for at smage på lammet og indbagte påskebrød. Og ind imellem festlighederne – besøg på gårdens olivenmarker og dukkerter i det blå hav.
Sådan en påskeferie drømmer jeg om, at kunne give mine børn en dag. Jeg under dem, at få nogle minder som denne – nye venner, nye indtryk, nye smagsoplevelser, nye natur- og kulturoplevelser.
Men på den anden side ved jeg også – hvis jeg virkelig husker efter – at jeg syntes at der var for alt få dage i vores ferier til at lave ingenting i. Til bare at vågne når jeg havde sovet ud, at mærke efter og følge det, jeg lige havde lyst til lige på det tidspunkt. Til virkelig at dovne den og forpuppe mig derhjemme på værelset.
Det ændrer ikke ved den nagende følelse af tidsspilde som jeg får, når familien flader ud i nattøjet med næserne i skærmene en hel dag. For det er dér, at jeg så gør den uskik at sammenligne vores ferie med den, som vi ser fotograferet hos andre på Facebook, og mærker her min misundelse pible frem. Den ene familie *er* rent faktisk i Grækenland, og blogger på Facebook om de eventyr som jeg føler at jeg bliver snydt for; den anden bygger bålhytte i baghaven til de mange, fremtidige minder som de selv skal til at skabe i de næste, mange år.
Når dette sker – når jeg begynder at betvivle om jeg nu har prioriteret rigtigt – så tyr jeg til en god, gammeldags ‘være-til-stede-øvelse’. Hvor jeg løfter blikket og trækker vejret dybt, og mærker luften, solen, lydene. Af forår, af påskegul sol, af mine drenge, som leger og hviner på cykel og trampolinen. Det er en hurtig og nem øvelse, som jeg i perioder er ret god til at lave. Den tager ikke mange sekunder. Det er at ære min tid og huske mine privilegier.
Jeg ved, at selv om moreltræet uden for vores vindue snart vil blive fældet – så vil der altid være moreltræer – og for den sags skyld også æbletræer, kirsebærtræer og andre, blomstrende træer.
Og jeg ved, at der bliver mange ferier og år endnu, hvor vi kan gøre det anderledes.
