Hvorfor du så mig smile fjoget ad ansigterne på valgplakaterne og andre, småskøre ting: Test af Lykkehack #1

Dette indlæg er en del af min serie om lykkehacks, hvor jeg tester forskellige tips og tricks som det siges skulle gøre livet en smule lykkeligere. Fælles for mine lykkehacks er, at de skal kunne gennemføres dagligt, at de skal kunne gennemføres gratis, og at der er videnskabelig evidens bag, at det skulle virke. Du kan læse mere om projektet i min introduktion her.

I to uger har mine Københavnske forbipasserende modtaget et ønske om, at de skal have et lykkeligt liv. Uden at vide det, og nok uden at mærke det… omend de, der fangede mit blik, måske kan have opfanget, at der var en særlig grund til, at jeg kom til at hvile blikket lidt længe på dem. Jeg håber inderligt, at deres intuition rigtig nok sagde dem, at det lidt fjogede smil var et udtryk for noget reelt og positivt, og ikke et forsøg på at skjule at jeg var ved at grine af deres sko, hat, påklædning eller noget andet lignende.

Tværtimod – smilet er blot et udtryk for den tilfredsstillelse det giver, at sende lidt god karma ud i verden – også til dem, som jeg slet ikke kender.

I de to uger har jeg altså dagligt brugt 12 minutter (mindst!), på at gå en tur, og mentalt ønske alle de fremmede, jeg mødte, at de skal være lykkelige. Du kan læse om fremgangsmåden og understøttende kilder i mit tidligere indlæg her.

Min første tur

Min første tur blev om aftenen, i forbindelse med en vandring til den lokale Netto. En aften, hvor flere mennesker var ude efter børnenes puttetid og købe ind. Folk så iøvrigt også ud til at være ude, bare for at sludre og nyde solstrålerne, som var lange og gyldne på det tidspunkt.

Sådan en første gang føltes det kunstigt, energikrævende og grænseoverskridende, at gå og fokusere på folk og sige mantraet for sig selv: ‘Jeg ønsker, at du skal være lykkelig’.

Det dur nemlig ikke, hvis jeg ikke kan se deres ansigt ordentligt. Så man kommer inden for en afstand, hvor de forbipasserende kan komme til at bemærke at man måske glor lidt længere end man normalt ville gøre. Så mundvigerne kræller lidt op, lidt som for at hilse, og lidt fordi jeg griner ad mig selv og det lidt skøre eksperiment.

Mens jeg siger mit mantra, fungerer det bedst hvis jeg samtidig visualiserer personen i en situation, som jeg, helt uden at kende dem, forestiller mig vil gøre dem lykkelige. Med et barnebarn i favnen, mens de deler en øl med gode venner, fordybet i en god bog. Jeg aner jo intet om folk, om de situationer jeg tilegner dem overhovedet er noget som de finder glæde ved, men fantasien går bare amok, men det er fine billeder, der dukker op.

Særligt lidt specielt, at ønske lykke til nogle typer, som man måske i virkeligheden er lidt intimideret af. Og samtidig kan jeg berolige mig selv med, er det altså er ganske ufarligt i, at unde nogen det bedste, uden deres kendskab.

Men det gav virkelig en god følelse; jeg tror, at enkelte godt kunne mærke, at jeg var i gang med at uddele god karma, og jeg husker særligt en dame i tørklæde der smilte flere gange som for at hilse – som om hun kendte mig – og en ældre mand der sagde ‘hej’.

Jeg oplevede faktisk intet negativt. De fleste lagde jo ikke mærke til noget. Min handletur i Netto blev dog ikke så produktiv; jeg var så fokuseret på opgaven at det eneste, jeg kom hjem med, var et kilo groft kokkesalt. Jeg kunne ikke lige huske, hvad jeg ellers manglede derhjemme.

Men særligt bemærkede jeg, efter denne første gang, at jeg ikke kunne lade være med at smile, og at hjertet føltes helt fuldt.

Flere erfaringer

Jeg prøvede samme opgave når jeg var sur, og når jeg var træt og trist.

Det er altså svært – og lidt komisk – at sige ‘jeg ønsker at du skal være lykkelig’ med en vred stemme, også selv om det var med min mentale stemme. Og det sætter tingene i relief, når man sammenligner sit problem med de udfordringer, som der kæmpes med på min vej. Jeg oplevede min surhed smelte hurtigt.

Og så havde jeg en mandag med rigtig mandagshumør – koldt og gråt vejr, jeg var kommet alt for sent i seng aftenen før, og jeg havde fået en henvendelse som jeg ikke kunne lade være at tolke som kritik. Jeg var stresset og lidt trist.

Jeg gik min tur efter frokost den dag, og der var det at jeg slet ikke mærkede at det hjalp. For jeg orkede det ikke. Øvelsen kræver et minimum af energi, hvis det skal batte, og det havde jeg ikke at give af den dag.

At smile ad profilbilleder

Kort efter, at jeg igangsatte mit eksperiment – ja faktisk dagen efter – fik jeg ondt i ryggen. Selv om jeg godt vidste, at det bedste jeg kunne gøre i det tilfælde var at bevæge mig, var jeg nødt til at begrænse den afstand jeg skulle gå – jeg vil helst kunne komme hurtigt hjem igen.

Så jeg prøvede at eksperimentere, ved at trevle hele min venneliste på Facebook igennem – de ca 300 navne, som på et tidspunkt gerne har ville forbinde sig med mig. Fra A til Å kiggede jeg på hvert billede og sagde min frase.

Som forskerne i eksperimentet forestillede sig, så giver det ganske rigtigt bedre effekt at ønske andre lykke når man er på de sociale medier, end at sidde og sammenligne med sig selv… som man kan have tilbøjelighed til.

Men jeg syntes ikke, at effekten var så stor. Måske, fordi det er nogle dybere relationer end de fremmede man møder på gaden… og derfor kører tankerne hurtigt rundt. Man skal lige klikke på profilen, se hvordan det går dem, hvad mon de laver? Man bliver hurtigt distraheret. Og så er der bare noget ved, at selv om man ikke siger noget højt på gåturene, så føles det alligevel lidt som interaktion (og nogle gange får man også et smil tilbage). Det føles mere ægte og rigt, at se folk i virkeligheden.

Jeg erfarede det samme på en af mine gåture i frokostpausen på en forretningsgade: der var netop kommet valgplakater op at hænge; og næsten pr automatik registrerede min hjerne de øjne, der kiggede på mig ned fra pappet. Mantraen gik i gang ad sig selv, men effekten var altså ikke den samme, som at kigge på levende mennesker, der har mulighed for bevidst at gengælde blik og smil.

Det, der gør en forskel

Jeg bemærkede at der var andre omstændigheder, der betød om det fungerede for mig eller ej.

Den første ting jeg erfarede var, at det fungerede bedst med en flok mennesker som jeg ikke kendte i forvejen. Det blev for mærkeligt at lave runder på kontoret, og det forstyrrede øvelsen, når jeg samtidig kom i tanker om emails, jeg manglede at svare på osv, når jeg så en kollega.

Den anden ting som jeg erfarede var, at det fungerer bedst, når man kan komme ind i en større strøm af mennesker på sin vej.

Jeg er heldig at have kontor med udsigt til de Københavnske søer, og derfor tænkte jeg i starten af eksperimentet at det var helt oplagt at gå min tur der og lave øvelsen. Men det fungerede ikke rigtigt, for der var simpelthen for langt imellem at jeg mødte folk. Tværtimod synes jeg, at jeg hele tiden gik i hælene på de samme mennesker.

Jeg blev distraheret, jeg tænkte på andre ting, jeg gik og tog billeder til bloggen i stedet.

Når jeg i stedet gik tur på gaden og gik ind i en god strøm af turister, studerende og butiksmedarbejdere, så mødte jeg så mange mennesker, at jeg måtte gentage sætningen igen og igen og igen. Som et mantra.

Jeg tænker, at det måske er samme mekanisme der gør sig gældende, som når de, der praktiserer mediationsøvelsen kinhin, hvor meditationen foregår gående.

I hvert fald kan jeg konkludere, at meget langt hen ad vejen, så er det en fin øvelse når man især har brug for et hurtigt boost i humøret. At få et afbræk fra dagen, og fodre ens hjerne med positive tanker avler et positivt sind. Som forskerne i eksperimentet opsummerer: Caring for Others Cares for the Self – Omsorg for andre er at yde omsorg for sig selv.

Det kan jeg sagtens nikke genkendende til.

Min konklusion, hvis du selv vil prøve det af:

  • Det virker rigtig godt som et hurtigt humørboost.
  • Jeg kan ikke mærke, at det giver en længerevarende effekt, så det er ikke noget, jeg vil dyrke som en daglig rutine. Men jeg vil gemme øvelsen i min værktøjskasse, til de tidspunkter hvor humøret dykker.
  • Det er en nem øvelse som ikke kræver så lang tid, og kan derfor passes ind i kaffepausen. Men det kræver naturligvis at man har adgang til et område med mange, forbipasserende mennesker.

Hvis du selv prøver øvelsen, vil jeg virkelig gerne høre, om du har de samme erfaringer som mig?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.