Hvor blev sommeren af? Tips til at strække tiden, så den føles længere, end den er

Med årets varmeste weekend med strålende sol, har de fleste af os vist overgivet os til at gå i sommerferiemode. Nogle er allerede i fuld gang med sommerferien, og for andre af os (som mig), så er den lige om hjørnet.

Men når de der magiske 3 uger med lange, dovne dage er overstået, kan de oftest føles alt for korte.

I dag vil jeg gerne skrive lidt om tidsfornemmelse og om hvordan, at man på den anden side af ferien kan få fornemmelsen af, at den strakte sig langt længere end de 3 uger.

Og målet er, at du mandagen efter ferien, kan tænke tilbage på din sommerferie som en, der føles dyb, rig, og meget længere end de 3 uger som uanset hvad, sikkert er gået alt for stærk.

Til det vil jeg tage inspiration fra forskning inden for hvordan, at hjernen arbejder med tidsfornemmelsen.

Det, du oplever er ikke det samme som det, du husker

Hemmeligheden er nemlig at tænke på dig selv som den oplevende selv, som oplever tingende her og nu – men også at have i tankerne, at du bliver til den erindrende selv, som tænker tilbage. De to har en ret forskellig fornemmelse af tid.

Daniel Kahneman, som er en af de mest berømte, nulevende psykologer, vandt en Nobelpris for sin forskning. I sit foredrag på TED forklarer han det ret så apropos i forhold til ferier: Den oplevende og den erindrende selv…

… adskiller sig især fra hinanden, på måden hvorpå de håndterer tid.

Fra det oplevende selvs synspunkt, hvis du er på ferie, og den anden uge er lige så god som den første, så er en ferie på to uger, så er en ferie på to uger dobbelt så god som en enkelt uges ferie.

Men sådan fungerer det erindrende selv ikke.

For det erindrende selv er to ugers ferie ikke nævneværdigt bedre end en uges ferie, for der tilføjes ikke yderligere erindringer. Du har ikke ændret historien.

… Og selv når vi tænker på fremtiden, så er det ikke en fremtid bestående af oplevelser, vi tænker på fremtiden som forventede erindringer.

Hvis man holder 2 uger, hvor hver dag følger de samme rutiner, den samme aktivitet, de samme oplevelser dag ud og dag ind – så vil den erindrende klumpe dagene sammen til én. Og hjernen vil se tilbage på de 3 uger som svarende til få dage.

Erindringer er de historier, som du fortæller dig selv

Erindringer er altså ligesom historier, og de er defineret ved, at der skal ske en forandring, et betydningsfuldt øjeblik og en slutning. Disse oplevelser er ofte kendetegnet ved, at hjernen bliver stimuleret; gerne nye indtryk i dufte, smage, syn, lyde, følelser. Hjernen arbejder nemlig langsommere, når den har flere indtryk, som den skal bearbejde – og det er den mekanisme der gør, at den tid bliver strukket langt, dybt og rigt.

Skal din ferie være en historie som du husker efterfølgende, kan du forsøge at planlægge den til at indeholde en stor forandring, et meningsfuldt øjeblik eller en rigtig god slutning. Eller alle 3, selvfølgelig.

Hvad kan en forandring være for dig? At få lavet om derhjemme? At opsøge og møde nye mennesker på en campingplads, som måske bliver dine nye venner?

Måske kan du skabe et betydningsfuldt øjeblik. Du kan besøge et sted hvor du aldrig har været før, som du altid har drømt om. Eller holde en fest? Tage til koncert eller en forestilling? Besøge noget familie langt ude, som du aldrig har mødt før? For nogle kommer de mest betydningsfulde øjeblikke som en overraskelse – det uforudsete kræver at hjernen bearbejder indtrykkene mere. Måske kan du skabe en god overraskelse eller to til familien. Jeg har altid syntes, at overraskelser er dem, der giver magien, men andre foretrækker at kunne glæde sig til de store oplevelser.

Slutningen kan du også planlægge langt hen ad vejen. Det kan være det helt store fyrværkeri, hvor den bedste oplevelse gemmes til sidst. Eller måske er det den bedste slutning, hvis du har nogle dage til at slappe af, komme hjem og føle dig tilpas og klar, inden hverdagen træder ind igen. Eller – du kan skabe omstændigheder der gør, at du kan lade dig overraske, med hvad der nu måtte komme. Måske er den fineste slutning på en ferie en impulsiv beslutning om at gå ind og se en film med en god ven.

Skab de gode minder, og stræk din sommertid.

(Og hvad nu, hvis ferien ikke består af livsændrende oplevelser? Her kan du læse mine strategier til hvad du kan gøre, for at berige og forankre oplevelserne som stærke minder).

PS:

(*) affiliate links

1 Comment

  1. juli 11, 2019 / 12:34 pm

    Jeg synes også en blanding af det planlagte og spontane giver den bedste effekt – håber vejret er med på, at strække sommeren 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.