En opsummering af de seneste 168 timer – en dagbog af minder som jeg gerne vil gemme, og de nye tanker og små læredomme jeg har tilegnet mig i løbet af ugen.
Når jeg sådan tænker tilbage på denne uge, så føles den som bestående af 4 ens, jævne leverpostejdage i pollentåge, og så 2 dage med fyrværkeri og gang i den. Mandag var jo 1. påskedag, og derfor ikke kun føltes ugen kort – men den var kort.
Jeg synes, vi har haft en rigtig god weekend. Og det afspejler nok, at vi har haft rigeligt med impulser og begivenheder, i forhold til en typisk weekend, som hos os primært består af husarbejde og anden, kedelig voksenpjat. Men denne weekend blev skudt i gang med drønvarmt vejr om fredagen (25 grader!), så fredagsslikken blev udskiftet med chokoladeis. Jeg var oppe til sent om aftenen, med forberedelser til forsinket påskefrokost med den ene side af familien – fik både kogt en masse æg, forberedt cream cheese mousse til kage og oven i købet forberedt en skattejagt til de to store drenge (i stedet for chokoladepåskeæg – for dem har der været rigeligt af de sidste uger!).
Og lørdag løb det så af stablen. Min ene dreng skulle til klassefødselsdagsfest inden påskefrokosten, så der skulle være styr på gaveindpakning og festtøj, samtidig med at vi gennemførte vores klassiske, præ-festlige arbejdsfordeling: mor står febrilsk i køkkenet og dirigerer far med rengøringsopgaver i huset, far rydder op når det passer mellem iPad spilbanerne, og lillebror følger troligt efter os begge og drysser en sti af løse legoklodser, ostehapsemballager og kuglebanekugler efter sig.
Ligesom det skal være.
Påskefrokosten forløb så fint – en familiesammenskudsgilde med laksemousse og spinatpirogger, svenske kødboller og roastbeef, salater og hjemmebagt brød, og så den famøse kage med syrlig cream cheese mousse oven på squashkage-bunde (Nanna Broe).
Bordet var pyntet med hørduge og servietter, hårdkogte æg i alle farver, og så et par af de populære ‘bloggerbuketter’, som jeg havde kredset om i noget tid inden jeg besluttede mig for, at der ikke var nogen vej uden om også, at skulle eje sådan nogle. Buketterne dublerede som fine goodie-bags, da alle fik et par skyer af de pastelfarvede brudeslør med hjem.
Da gæsterne var gået hjem, bestod aftensmaden af rugbrødsmadder med rester, og så lod vi meget af opvasken stå. Da børnene var blevet puttet, var jeg for en sjælden gangs skyld den første til at nå fjernbetjeningen, og skimmede Netflixs forslag til aftenunderholdning. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg havde lyst til, men endte med en meget letfordøjelig, britisk romantisk film kaldet About Time (Netflix), som handler om den mandlige hovedpersons evne til at rejse tilbage i tiden. Det er en sød, småligegyldig historie, som dog alligevel hænger lidt ved, her dagen efter jeg har set den.
Nu er jeg jo også lidt fascineret af emnet ‘Tid’ og hvordan denne opleves, så det er ikke tilfældigt at jeg lod mig drage af filmens titel. Jeg vil ikke afsløre forløbet i den søde, romantiske historie, men den har et fint tankeeksperiment, som hovedpersonen i kraft af sine evner så også kan efterleve:
Lev først dit liv, dag efter dag som alle andre, med alle de bekymringer der stopper os fra at se det smukke i livet. Men gå så tilbage og lev så samme dag igen, men hvor man bemærker det. Nyd og del de små sejre. Stop et split sekund og tag de smukke omgivelser ind. Kig ekspedienten i øjnene og gengæld smilet. Rock til musikken, der siver ud af din medpassagerers høretelefoner i stedet for at blive irriteret.
Så bliver dagen aldrig helt så slem. Og jeg tror faktisk, at det positive udsyn kan smitte af på omgivelserne.
En anden nugget, som dukker op igen og igen i mine tanker for tiden, er fra et afsnit fra podcasten Before Breakfast fra sidste uge, med titlen ‘In Praise of Effortful Fun (iTunes)‘. Den er kun 7 minutter lang, så du kan sagtens selv høre den, men i korte træk går det ud på at prioritere flere, af de sjove aktiviteter, som kan være lidt krævende (fx at invitere gæster til middag) højere dem, der er nemme at gå til (fx dem, der ikker kræver mere end et tryk på en fjernbetjening). Jo mere krævende, jo mere sandsynligt er det, at de vil blive husket – og på den måde vil din tid faktisk føles mere end rigelig, end den tid som drysser væk ved at binge Netflix.
Det, jeg særligt hæfter mig ved, er hendes retoriske spørgsmål nær slutningen: ‘What are you saving your energy for?‘.
For ja – en søndag skal da bruges på at slappe af, men når kroppen så *har* slappet af, og vi bevæger os over i almindelig kropslig dovenskab når klokken har nået de 11-12 stykker – hvad er det så helt præcis, vi går og sparer vores energi op til?
I mit tilfælde var det præcis denne sætning der dukkede op i mit hovede, da jeg ved 13-tiden i dag blev mindet af Facebook om, at det var Store Drageflyvningsdag i Valbyparken i dag. Jeg lurede lidt, om jeg overhovedet gad at stå og bakse mine drenge afsted – den ene var stadig i sit nattøj – men jeg forudså at alternativet ville blive, at de to jo bare ville sidde og småskændes eller kigge dybt ind i en skærm. Min introverte mand vidste jeg, trængte til en pause fra det hele efter påsketam-tamen i går og en præsentation på arbejdet dagen før.
Så jeg fik jagtet mine drenge i tøjet, pakket drikkedunke og snacks i klapvognen, og så tog vi afsted på tur, i tog og på gåben.
Og jeg er så glad for, at vi gjorde, for det viste sig at det var en næsten magisk oplevelse for mine små. “Det er faktisk lidt ligesom en fantasiverden”, sagde min store dreng, mens han kiggede beundrende, næsten drømmende på de mange, svævende og blafrende drager i himlen. Vi lånte en drage fra drageboden med påtegnet ansigt og sløjfer i dens lange, røde hale, og vi løb og grinte og fik viklet halen ind en anden drage og skændtes naturligvis også lidt om hvem der skulle holde snoren. Den halve time vi måtte låne dragen i gik alt, alt for stærkt, men det var bestemt en halv time som vi alle 3 kan huske tilbage på i morgen, frem for de 5 baner Angry Birds og den Facebook scrollning som sikkert havde endt med at være alternativet.
Og måske derfor, føltes weekenden virkelig dejlig lang, og de mere beige arbejdsdage som meget længere siden end blot 2 dage. Fordi jeg i morgen, mandag morgen, vil have en masse oplevelser at tænke tilbage på og dele med kollegerne. Dejlige minder, som jeg kan strække og dele og nyde med andre.
